København, 08/09/2025 - 18:54
Medie: Topembedsmænd sad på viden om forsinkelser hos Energinet
Minister skal igen i samråd om sag, hvor oplysninger om forsinkelser på udbygning af elnet blev tilbageholdt.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards (M) topembedsmænd, heriblandt departementschef i ministeriet Lars Frelle-Petersen, har i flere måneder tilbageholdt oplysninger om omfanget af de store forsinkelser i udbygningen af det danske elnet.
Det skete, selv om disse oplysninger blev efterspurgt af flere af Folketingets partier.
Det skriver Finans.
Mediet henviser til interne mødereferater og notater, som det har fået aktindsigt i.
Aagaard skal tirsdag igen i et samråd om sagen, som har været tæt på at koste ham posten som minister tidligere i år.
Han blev ikke væltet som minister, da han har et folketingsflertal i ryggen. Blandt andet med hjælp fra tre nordatlantiske mandater, som ellers ikke normalt blander sig i danske forhold.
Professor i forvaltningsret ved AAU Sten Bønsing og professor i forfatningsret ved SDU Frederik Waage vurderer, at de nye oplysninger rejser spørgsmål om, hvorvidt Aagaard har vildledt Folketinget.
Og om ministeren potentielt har brudt loven.
- Vi er oppe i en liga, hvor det normalt vil udløse en næse - eller ligefrem tvinge en minister til at gå af, siger Bønsing til Finans.
En ny opgørelse, som i weekenden er sendt til Folketingets partier, viser, at 141 af Energinets 199 elprojekter nu i gennemsnit er 29 måneder efter de oprindelige tidsplaner.
Energinets forsinkelser kan bremse produktionen af ny grøn strøm og den elektrificering, der skal skabe den nødvendige efterspørgsel.
Opgørelsen dækker udviklingen fra første til andet kvartal i år.
Antallet af forsinkede projekter er ikke steget i perioden, men de 141 ramte projekter er i snit yderligere skredet tre måneder.
Ligesom Energinet peger ministeren på, at en betydelig del af infrastrukturselskabets udfordringer med for eksempel miljøgodkendelse og indkøb af komponenter kommer udefra.
Det var oprindeligt mediet Zetland, der afslørede, at Aagaards ministerium havde nikket ja til at tilbageholde en pressemeddelelse, om at 98 ud af 174 anlægsprojekter var skredet.
Nu er forsinkelserne og antallet af projekter steget.
Det udløste en mistillidsafstemning, som Aagaard altså overlevede med et snævert flertal.
/ritzau/