Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/09/2025 - 08:00

TV 2-stjerne: Jeg er så sindssygt glad for at leve

Skuespilleren Jesper Ole Feit Andersen har altid været taknemmelig. Men taknemmeligheden er blevet forstærket i takt med alderen.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Skuespilleren Jesper Ole Feit Andersen fyldte 40 år i slutningen af august.

Nogle betragter det som en milepæl. Men for Jesper Ole Feit Andersen er hver dag faktisk en milepæl.

- Jeg er så sindssygt glad for at leve, og jeg er så glad for at få lov til at være her så lang tid som overhovedet muligt. Jeg er bare dybt taknemmelig for at være i eksistens, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, verden er sindssygt spændende, og jeg kan virkelig godt lide mennesker. Så er jeg så glad for, at jeg er født som menneske, og at jeg får lov til at interagere med så mange søde mennesker.

Jesper Ole Feit Andersen har altid været taknemmelig. Men taknemmeligheden er blevet forstærket, jo ældre han er blevet.

- Det er helt klart også respekten for, at jeg kan se, at vi er finitte, konstaterer han.

- Vi er her ikke for evigt, så den tid, vi er her i, må vi på en eller anden måde få så meget ud af som overhovedet muligt. Nogle gange må vi også godt kede os, men jeg synes, at den menneskelige eksistens er for sindssyg! Den er så vidunderlig - om det så er at dufte til en blomst, være på tur og se ting, have en god interaktion med folk i supermarkedet eller bare at sidde og stene.

Selv om man har den indstilling og overbevisning, er det ikke ensbetydende med, at man er en jubelidiot.

- Vi må have en aktiv bevidsthed om de kriser, menneskeheden står overfor. Men vi bliver også nødt til at bevare en optimisme og det gode naboskab og ikke bare forgå i en eller anden form for apati eller negativitet, for det er en spiral, der ikke skaber noget, siger Jesper Ole Feit Andersen.

- Jeg tænker, jeg kan gøre en stor forskel lige der, hvor jeg er, over for det menneske, jeg er sammen med. Og det er der, jeg starter: Hvordan kan jeg skabe noget, der måske i et lille bitte splitsekund kan gøre en positiv forandring.

Jesper Ole Feit Andersen er tilbage i syvende sæson af TV 2 Charlie-serien "Sygeplejeskolen", som udspiller sig på det fiktive hospital Fredenslund i 50'ernes Danmark og centrerer sig om patienterne og personalet.

Han håber, at han derigennem kan skabe underholdning hjemme i stuerne.

- Det her arbejde er jo også for mig en måde at give noget videre på, siger han.

Jesper Ole Feit Andersen er faktisk oprindeligt uddannet skolelærer. Men i 2021 stoppede han helt med at undervise, da skuespillet tog fart.

Han har medvirket i "Hvidstengruppen II", Netflix-thrillerserien "Kastanjemanden" og Søren Kragh Jacobsens komediedrama "Lille sommerfugl" for bare at nævne et udpluk. Og så har han meget apropos spillet skolelærer i Ramasjang-serien "Klassen" på DR og i genindspilningen af "Krummerne" fra 2022.

Ud over skuespillet er han også begyndt at lave musik i eget navn.

- Mit liv er et kludetæppe af alle mulige ting. Når jeg kigger på det, er jeg taknemmelig over at få lov til at lave det, jeg gør. Det kan godt virke lidt usikkert nogle gange rent arbejdsmæssigt. Men jeg har det sådan, at vi lever en gang. Lad os bare fyre den af.

Han understreger, at han også virkelig godt kunne lide at være skolelærer.

- Det at undervise er jo en kæmpe glæde, siger han.

- Jeg synes, at alle mennesker skal ud og undervise på et eller andet tidspunkt og sætte sig i de sko. At være noget for nogen. Det er en god måde at tage folks liv i ens egne hænder på, synes jeg, og på en måde stå for en dannelse. Det er rigtig vigtigt.

Han har forsøgt at balancere skuespillet med at være skolelærer samtidig.

- Men der kunne jeg godt mærke på et tidspunkt, at der var noget spidsbelastning, siger han.

- Det blev lige lidt for meget at være på set hele dagen og så have en vagt på en efterskole til klokken 23 om aftenen og så op klokken 06 næste morgen og lære replikker.

Efter spidsbelastningsperioden blev tingene sat på spidsen, og sat over for hinanden vandt skuespillet over lærergerningen.

- Det er jo det her, jeg vil, lyder det fra Jesper Ole Feit Andersen.

/ritzau/

København, 17/12/2025 - 12:54

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin herskabslejlighed på Frederiksberg.

Under interviewet fortalte "markisen", at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Selvsamme lejlighed kom til at spille en vigtig rolle i en meget omtalt boligsag, hvor Simon Aggesen, på det tidspunkt konservativ borgmester på Frederiksberg, tjente over 11 millioner kroner.

Han havde nogle år forinden købt lejligheden, hvorefter han delte den op i to og solgte begge lejligheder med en skattefri fortjeneste.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 10:36

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det så frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin knap 600 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.

Her fortalte han, at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

FAKTA: Fast og variabel elpris

* Når du skal vælge elaftale, kan du normalt vælge mellem en fast eller variabel pris. 

* Variabel følger markedets aktuelle priser, som kan variere fra time til time. Når prisen varierer, kan du prøve at bruge strøm, når prisen er lavest. 

* Er elprisen fast, betaler du den samme pris per kilowatt-time i en aftalt periode. Det kan give dig et overblik over dine udgifter, men du risikerer også at betale mere, når elprisen falder.

* Strømmen er typisk billigst, når der også produceres vind- og solenergi, mens den er dyrest, når vi alle bruger strøm på samme tid.

Kilde: sparenergi.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

Pas på strømforbruget og skån naboerne for juleblackout

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun din pengepung, der kan nyde godt af, at du skruer ned for elforbruget i juletiden. Også dine naboer kan takke dig for at skåne elnettet.

Hvis du retter blikket mod elprisen, vil du opleve, at den svinger op og ned.

Med lidt planlægning kan du udnytte de svingende priser til at sikre dig, at elregningen ikke stikker af over julen.

Det kræver dog, at du har en elaftale med variabel pris.

- Elpriserne er fastsat på en børs nærmest ligesom aktier, fortæller Per Reinholdt, der er teknisk konsulent i erhvervsorganisationen Tekniq.

- Dem, der sidder og handler hver dag, kigger på, hvor meget sol og vind vejrudsigten lover, og hvor meget strøm der historisk bliver brugt i den periode, siger han.

Elpriserne per kilowatt-time steg sidste år fra 23. december og toppede 28. december.

Det viser en opgørelse fra Tekniq baseret på data fra elbørsen Nord Pool, hvor der handles strøm i Norden.

Hvis du vil undgå, at elregningen løber løbsk, handler det om at skrue ned for de største strømslugere, når elprisen tager et hop op.

- Sørg for at lade bilen op omkring 18. eller 19. december, og lad den ellers på andre tidspunkter, end når man står og laver mad, siger Per Reinholdt.

Bugner vasketøjskurven med beskidte flyverdragter og snavsede sokker, kan du også med fordel vaske dem, inden de store juledage står for døren.

For giver du tøjet en varm tur i tumbleren anden juledag, kan det blive en dyr fornøjelse.

Tørretumbleren er ifølge dataportalen Energi Data Service et af de husholdningsapparater, der typisk bruger mest strøm per time.

Også elradiatoren, ovnen og opvaskemaskinen ligger i top.

Når du mindsker forbruget i de perioder, elnettet er mest belastet, kan du ikke alene spare nogle kroner og øre i den i forvejen bekostelige tid.

Det danske elnet er meget robust, pointerer Per Reinholdt. Men med lidt omtanke kan du også minimere risikoen for, at du og dine naboer står uden strøm på nogle af årets mest traditionsrige dage.

- I virkeligheden handler det om at sørge for, at der er strøm nok til alle - også til jul, siger han.

Vælger hele villakvarteret at lade elbilen, holde stuen lun med en varmepumpe og give juledugen en tur i vaskemaskinen på samme tid, kan det måske ende med, at nogle husstande mister strømmen.

- Hvis en transformator ikke kan følge med, så laver man det, der kaldes en brownout - altså man slukker simpelthen midlertidigt for strømmen i et område, siger Per Reinholdt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek