Jerusalem, 28/07/2025 - 22:11
Israelske organisationer anklager regeringen for folkedrab i Gaza
Befolkningen i Gaza er blevet fordrevet og udsultet, siger direktør for israelsk menneskerettighedsgruppe.
Maya Alleruzzo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
To israelske menneskerettighedsgrupper siger mandag, at Israel er ved at begå folkedrab på palæstinenserne i Gaza.
Der er tale om organisationerne Læger for Menneskerettigheder Israel og B'Tselem. De har begge udgivet rapporter, hvori de anklager regeringen for at stå bag et folkedrab.
B'Tselem har kaldt sin rapport Vores Folkedrab.
Det er første gang, at store israelske organisationer slutter sig til koret af internationale menneskerettighedsgrupper, der siger, at Israels handlinger i Gazastriben udgør et folkedrab.
Israel forsøger bevidst at ødelægge det palæstinensiske samfund, mener de to israelske grupper.
Siden oktober 2023 har det israelske militær udført omfattende angreb i Gaza. Samtidig har landet holdt grænserne lukket og blokeret for nødhjælp.
I dag er der udbredt mangel på mad i området, som har omkring to millioner indbyggere.
- Rapporten, som vi udgiver i dag, havde vi aldrig forestillet os, at vi ville være nødt til at skrive, siger Yuli Novak, direktør for B'Tselem.
- Gazas befolkning er blevet fordrevet, bombarderet og udsultet og har fået frataget deres menneskelighed og rettigheder, fortsætter hun.
Læger for Menneskerettigheder Israel fokuserer på sundhedsvæsnet i Gaza.
Det er blevet ødelagt på en kalkuleret og systematisk måde, lyder det fra organisationen.
Israels regering har konsekvent afvist, at der er tale om et folkedrab i Gaza.
Mandag siger en talsperson for regeringen, at anklagen fra de to organisationer er uberettiget.
- Der er ingen hensigt, hvilket er afgørende for en anklage om folkedrab. Det giver simpelthen ikke mening for et land at sende 1,9 millioner tons nødhjælp - for det meste mad - hvis der er en hensigt om folkedrab, siger talspersonen David Mencer.
I FN-regi bruges ordet folkedrab om handlinger, der har til formål helt eller delvist at tilintetgøre en gruppe mennesker.
Det kan for eksempel være en etnisk eller religiøs gruppe.
Et folkeretligt forbud mod folkemord blev en del af FN's konventioner i 1948.
Det skete i kølvandet på nazisternes folkedrab på europæiske jøder, der kendes som Holocaust.
/ritzau/Reuters