København, 21/07/2025 - 09:00
Hack lidt af feriefølelsen ind i hverdagen
Du kan forlænge både din egen og andres feriefølelse med en portion nysgerrighed og måske et fysisk minde om de gyldne øjeblikke.
David Fischer/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Ferien har budt på sænkede skuldre, tid til at gå en omvej og følelsen af overskud.
Nu venter hverdagen forude, og tanken om møder og madpakker kan få skuldrene til at kravle helt op om ørerne igen.
Men faktisk kan du forlænge feriefølelsen, fortæller Malene Friis Andersen, som er erhvervspsykolog, ph.d. og forfatter og har set på forskningen på området.
- Man kan tage den læring, de opdagelser og de aha-erfaringer, man gjorde på ferien, og være nysgerrig på dem. Hvad er det, der gør, at det her opleves som mere nydelsesfyldt, og at man er i bedre kontakt med sig selv?, siger erhvervspsykologen.
Du skal selvfølgelig tænke lidt ud over, at det var rart med daglige havdyp, paraplydrinks og restaurantbesøg. Du kan ikke forvente, at dine erfaringer med, hvad der gjorde dig godt, kan overføres en til en.
Men prøv at se på, hvilken slags mindre handlinger, egenomsorg eller familieomsorg der betød meget for dig.
- Måske du får øje på, at det er rart med tid sammen til at spille nogle spil, læse bøger, gå en lille tur uden formål med børnene eller en veninde.
Det kan også være følelsen af tid og ro, der er særligt værdifuld.
- Man kan måske stå op ti minutter før og sidde og kigge ud ad vinduet med sin morgenmad. Og tænke igennem, hvad det er, man vil have ud af dagen.
- Altså hacke lidt af ferien ind i sit hverdagsliv. Tænk på de gyldne stunder, og hvordan man kan skabe små luftrum til dem.
Forskningen afslører, at du vender retur fra ferie med bedre mental sundhed. Men efter to uger er den virkning faktisk forduftet igen, fortæller erhvervspsykologen.
Men du kan forlænge følelsen ved at integrere de små ting og ganske enkelt blive ved med at tale om ferien.
- To uger efter at man er kommet tilbage, skal man måske invitere familien over for at se feriebilleder, foreslår Malene Friis Andersen.
Og så er en lille souvenir heller ikke nogen dum idé.
- Et fysisk minde gør faktisk, at vi kan holde fast i en oplevelse, erkendelse eller sansninger, vi gjorde på ferien, siger hun og påpeger, at der altså er god grund til at hjembringe en krukke eller et billede fra Portugal eller Vesterhavet.
Måske er der endda en lille ting, du kan have stående på dit skrivebord. Det kan også være en nøglering, eller at din nye baggrundsskærm skal være fra ferien.
Du kan også hjælpe dine kolleger til at forlænge ferieeffekten.
- Som gode kolleger kan vi spørge ind til andres ferie. Vær nysgerrig, så du ikke bare spørger til kalenderopremsning - altså hvor var du hvornår. Spørg ind til det erfaringsbaserede og det særlige rum, der har været på ferien: Hvordan havde du det?
/ritzau fokus/