Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/04/2024 - 08:00

Udgifter til konfirmation stiger: Undgå at det sprænger budgettet

Konfirmanderne titter så småt frem i forårsvejret, og det gør udgifterne dertil også.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Sæsonen for konfirmationer er skudt gang, og inden længe er haver og forsamlingshuse fyldt med konfirmandfester.

Det betyder øgede udgifter til konfirmandernes forældre og gæsterne, der er inviteret.

- Og det beløb bliver større år efter år, lyder det fra Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, og som netop har undersøgt, hvor mange penge vi smider efter festlighederne.

Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit er 38 gæster med til at fejre konfirmanden eller nonfirmanden. Det løber i år op i en regning på 39.060 kroner. Sidste år var regningen på 35.700 kroner.

Beløbet inkluderer tøj til konfirmanden og resten af familien samt en gave fra forældrene.

- Det er svært at spare penge op nu, fordi vi allerede er i konfirmationssæsonen, men du kan i stedet tænke over dit forbrug, så det ikke gør et for stort indhug i din økonomi, siger Ida Marie Moesby.

Den helt store post for konfirmandgæsterne er gaven. Og jo flere fester, du skal til i år, jo større kommer gavebudgettet givetvis til at være.

- Der er stor forskel på, hvor mange penge man giver i gave. Forældre giver væsentligt mere, end andre gæster gør. Næst på listen er bedsteforældre, og så længere nede kommer venner til familien, siger Ida Marie Moesby.

Forældre og stedforældre bruger 7300 kroner på gaverne til deres eget barn, som bliver konfirmeret, mens bedsteforældre indtager andenpladsen med knap 3700 kroner. Venner af familien bruger i gennemsnit 730 kroner.

Netop værdien af gaven kan være grobund for en del tvivl hos mange festdeltagere. For hvor mange penge skal man egentlig give for, og er det okay at give en lidt billigere gave?

- Det er vigtigt at huske på, at der ikke er noget rigtigt eller forkert, men er du i tvivl, kan du altid skele til landsgennemsnittet, siger Ida Marie Moesby og peger på, at der kan være penge at spare på gaven.

- Langt de fleste giver pengegaver, men du kan overveje at gøre det billigere ved eksempelvis at give en billigere oplevelse, foreslår hun.

Ifølge undersøgelsen giver over halvdelen pengegaver, mens hver femte køber en fysisk gave. Det er kun syv procent, som giver en oplevelsesgave.

Du kan også prøve at købe en genbrugsgave, foreslår Ida Marie Moesby.

- Min påstand vil være, at de fleste konfirmander vil synes, det er en ganske fin gave at få, hvis genstanden er i god stand, siger hun.

Og noget typer på, hun har ret. Ifølge tal fra brugtportalen DBA's Genbrugsindeks 2023 vil 73 procent af danskerne gerne modtage en genbrugsgave.

/ritzau fokus/

København, 01/05/2024 - 23:16

Lone Scherfig roses for spansksproget drama

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

"Pigen der fortalte film" er en kærlighedserklæring til filmkunsten, lyder det fra en række anmeldere.

Den danske filminstruktør Lone Scherfig imponerer anmelderne med det spansksprogede drama "Pigen der fortalte film", som er optaget og foregår i Chile.

Anmelderne fra Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken har givet filmen, som er baseret på Hernán Rivera Leteliers roman af samme navn, fire ud af seks stjerner.

De fremhæver alle tre, at "Pigen der fortalte film" er en hyldest til filmmediet.

- I filmen var antydningerne endnu mere subtile og billederne smukkere (end i romanen, red.). I den forstand er filmen også en kærlighedserklæring til mediet og den virkelighedsflugt, som gode fortællinger bærer i sig, skriver Berlingskes anmelder.

Ifølge Kristeligt Dagblads anmelder taber historien "intensitet til sidst, da den gearer ned med sin poetiske melankoli og runder af".

- Men sådan er det Scherfigske temperament. Det er de komplekse snarere end de voldsomme følelser, der præger hendes historier, lyder det fra avisens anmelder.

Imens har anmelderne fra Filmmagasinet Ekko og Soundvenue givet filmen fem ud af seks stjerner.

Det skyldes blandt andet, at "Lone Scherfig leverer et vidunderligt smukt og filmhyldende værk om (pige)liv og fortællerkunstens berigende og eskapistiske potentialer".

- "Pigen der fortalte film" er endnu et bevis på, at hun kan strække sig langt på verdensscenen - ikke blot til England og USA, men også helt til yderkrogen af Chile og på spansk, står der i Filmmagasinet Ekkos anmeldelse.

Filmen har dansk premiere torsdag. Blandt de medvirkende er Sara Becker, Bérénice Bejo, Antonio de la Torre og Daniel Brühl.

"Pigen der fortalte film" begynder i 1960'erne, hvor man følger pigen Maria, som bor i en chilensk mineby med sin familie.

Da hele hendes familie ikke har råd til at gå i biografen sammen, lister hun sig ind til visningerne og gengiver filmoplevelsen for sin familie.

Det viser sig, at hun har sans for gode genfortællinger, og andre folk i minebyen flokkes om hendes fortællinger.

Da Maria bliver voksen i 1970'erne, genfortæller hun stadig film. Fællesskabet omkring hendes genfortællinger udfordres, da tv'et kommer til byen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/05/2024 - 23:02

Lone Scherfig roses for spansksproget drama

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

"Pigen der fortalte film" er en kærlighedserklæring til filmkunsten, lyder det fra en række anmeldere.

Den danske filminstruktør Lone Scherfig imponerer anmelderne med det spansksprogede drama "Pigen der fortalte film", som er optaget og foregår i Chile.

Anmelderne fra Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken har givet filmen, som er baseret på Hernán Rivera Leteliers roman af samme navn, fire ud af seks stjerner.

De fremhæver alle tre, at "Pigen der fortalte film" er en hyldest til filmmediet.

- I filmen var antydningerne endnu mere subtile og billederne smukkere (end i romanen, red.). I den forstand er filmen også en kærlighedserklæring til mediet og den virkelighedsflugt, som gode fortællinger bærer i sig, skriver Berlingskes anmelder.

Ifølge Kristeligt Dagblads anmelder taber historien "intensitet til sidst, da den gearer ned med sin poetiske melankoli og runder af".

- Men sådan er det Scherfigske temperament. Det er de komplekse snarere end de voldsomme følelser, der præger hendes historier, lyder det fra avisens anmelder.

Imens har anmelderne fra Filmmagasinet Ekko og Soundvenue givet filmen fem ud af seks stjerner.

Det skyldes blandt andet, at "Lone Scherfig leverer et vidunderligt smukt og filmhyldende værk om (pige)liv og fortællerkunstens berigende og eskapistiske potentialer".

- "Pigen der fortalte film" er endnu et bevis på, at hun kan strække sig langt på verdensscenen - ikke blot til England og USA, men også helt til yderkrogen af Chile og på spansk, står der i Filmmagasinet Ekkos anmeldelse.

Filmen har dansk premiere torsdag. Blandt de medvirkende er Sara Becker, Bérénice Bejo, Antonio de la Torre og Daniel Brühl.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/05/2024 - 08:00

FAKTA: Hundelorten kan medføre bøde

* Det er ikke lovligt at lade sin hunds hundelort ligge på fortorvet.

* Jævnfør Vejlovens paragraf 70 og Privatvejslovens paragraf 98 kan det straffes med bøde.

* I praksis har politiet dog ikke ressourcer til at håndtere den slags sager.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/05/2024 - 08:00

Skideirriterende: Sådan håndterer du bedst konflikter om hundelort

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Det kan give store konflikter, når hundeejere ikke samler op efter deres hunde. Vejen til en løsning handler først og fremmest om at forstå hinanden.

Det kan få sindene i kog, når en hundelort ikke er blevet samlet op.

Men inden man farer i flint på hundeejerne, kan det give pote at trække vejret og tælle til ti.

Den gode konflikthåndtering handler om at forstå hinanden, fortæller Jesper Bastholm Munk, der er konfliktmægler ved medlemsorganisationen Center for Konfliktløsning.

Her er hans gode råd til at håndtere hundelort-konflikterne:

1) Tag konflikten i opløbet.

Der er ikke nogen grund til at lade vreden hobe sig op. Ræk i stedet ud, så snart problemet viser sig.

- Man kommer til at begynde ret langt oppe på konflikttrappen, hvis man har gået med sin irritation længe, siger Jesper Bastholm Munk og tilføjer:

- Men tæl til ti, og find et godt tidspunkt at indlede samtalen.

2) Forstå din modpart.

Det er vigtigt at gå i dialog frem for at finde løsninger, påpeger Jesper Bastholm Munk.

- Begynd med en samtale, hvor man ikke skal tage beslutninger, men hvor man undersøger, hvilket menneske man står over for, og hvordan situationen har påvirket en selv, siger han.

Man skal huske sig selv på, at man ikke skal overbevise nogen - det eneste formål er at forstå, påpeger Jesper Bastholm Munk.

- Derfra kan resten ofte lade sig gøre, siger han.

3) Bliv på din egen side af hækken.

Det er vigtigt at bruge såkaldt jeg-sprog og tale ud fra, hvad man selv oplever.

- Lige så snart man begynder at sige "du", så falder den andens ører af, siger Jesper Bastholm Munk.

Stil opklarende spørgsmål, og anerkend modpartens følelser, hvis bølgerne begynder at gå højt.

- Hvis der bliver sagt noget, der lyder skrapt, så prøv at opsummere kort, hvad vedkommende siger. Overvej, om der er noget, du kan tilslutte dig - for eksempel: "Jeg er enig i, at vi alle skal have lov til at være her", og kom til sidst med dit eget argument, anbefaler han.

4) Find en løsning.

Derefter kan man sammen begynde at finde en løsning, fortæller Jesper Bastholm Munk.

Inddrag gerne bolig- eller ejerforeningen for at finde en fælles løsning for hele opgangen, vejen eller nabolaget, da det kan være sårbart, når det kun omhandler om en selv og naboen, påpeger han.

Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent ved Dansk Kennel Klub, anbefaler også, at man går sammen om at gøre poser til hundelorte og skraldespande mere tilgængelige.

- Bor man i et område, hvor der færdes mange hunde, kan man i fællesskab få skabt flere aflastningsmuligheder, siger hun og tilføjer:

- Jo nemmere, det er at komme til, jo større er sandsynligheden for, at hundelortene bliver samlet op og smidt ud.

Et tiltag kan være at lave skilte eller købe klistermærker, som boligejere kan sætte på deres skraldespande for at vise, at poserne må smides ud her.

Man kan også få indkøbt et stativ med poser, så hundeejerne kan snuppe en, hvis de er kommet afsted uden eller er løbet tør.

- Man skal ikke fratage hundeejeren ansvaret, for det vil altid være ejerens ansvar at samle op efter sin hund. Men hvis man kan gøre det nemmere eller mere tilgængeligt, kan man også være med til at opdrage næste generation af hundeejere, siger Lise Lotte Christensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek