København, 18/06/2025 - 13:31
Ny aftale kan tage førtidspension fra kriminelle rockere
En karantæneordning udvides, og det bliver muligt at fratage kriminelle visse pensioner med ny aftale.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det bliver nu muligt at fratage rocker- og bandemedlemmer deres førtidspension, seniorpension eller Arne-pension i fem år, hvis de bliver dømt for grov kriminalitet.
Det er resultatet af en aftale mellem regeringen og de fire borgerlige oppositionspartier, der er indgået onsdag og præsenteres på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet.
Tal fra politiet viser, at der i efteråret 2024 var 146 personer med tilknytning til en rockergruppe eller bande, der modtog senior- eller førtidspension.
Det svarer til 11 procent af landets registrerede rocker- og bandemedlemmer, kunne Ekstra Bladet fortælle i oktober.
Det fik beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at varsle stramningen på området, og det er der nu kommet den nye aftale ud af.
- I "Den sorte svane" (TV 2-dokumentar, red.) så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til, siger ministeren i en pressemeddelelse.
- Førtidspension er tiltænkt vores mest sårbare borgere - ikke organiserede kriminelle. Det er den uretfærdighed, vi nu gør op med.
Samtidig udvides en karantæneordning fra tre til fem år, hvor personer dømt for grov kriminalitet kun kan modtage offentlig ydelse på niveau med den laveste kontanthjælpssats efter løsladelse.
Ordningen udvides også, i forhold til hvilke kriminalitetsformer man skal være dømt for. Det gælder visse former for grov økonomisk kriminalitet og grov narkokriminalitet.
Ekstra Bladet beskrev i oktober, hvordan karantæneordningen på det tidspunkt aldrig var blevet brugt, selv om den blev indført i 2019.
Karantæneordningen blev omtalt som en "fornuftig ordning" af Ane Halsboe-Jørgensen samme måned.
Efter præsentationen af den nye aftale forsvarer beskæftigelsesministeren karantæneordningen i et interview med Ritzau.
Hun kalder den for "vigtigt at have" og forklarer, at resultaterne nok skal komme.
- Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi har et ret langt tilløb til de her ting, for det er ny kriminalitet folk først skal dømmes for, og det er først, når de er færdige med at afsone, at karantænen aktiveres, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Ifølge hendes ministerium vil den nye femårige karantæneordning i fremtiden komme til at ramme omkring 200 mennesker om året.
Ministeriet vurderer også, at den samlede aftale fra 2035 og frem vil give staten et årligt provenu på over 25 millioner kroner.
/ritzau/