Aarhus, 03/08/2025 - 12:20
Mand dræbt af knivstik ved værested i Aarhus
Politiet har endnu ikke identificeret offeret for et dødeligt knivstik i Aarhus natten til søndag.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En mand er afgået ved døden som følge af et knivstik i Aarhus natten til søndag.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten, som er udsendt søndag formiddag.
Politiet fik klokken 03.25 en anmeldelse om et knivstikkeri ved Værestedet i Jægergårdsgade.
En mand afgik ved døden som følge af de skader, han var blevet påført. Politiet har endnu ikke identificeret den afdøde.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set knivstikkeriet. Personer med oplysninger i sagen kan kontakte politiet på 1-1-4.
Politiet har lavet undersøgelser på gerningsstedet og kommer til at være til stede i området det meste af søndag.
Af hensyn til efterforskningen ønsker Østjyllands Politi ikke at dele yderligere oplysninger om sagen.
I døgnrapporten skriver politiet ikke, om nogen er anholdt i sagen.
Værestedet Jægergårdsgade beskriver sig selv som en et anonymt fristed for udsatte voksne, der har psykiske og sociale udfordringer.
/ritzau/