New York, 01/09/2025 - 19:06
Guvernører vil have Trump til at tillade Ørsteds havvindprojekt
Trump har beordret, at flere havvindprojekter stopper deres aktiviteter. Det gælder blandt andet Ørsteds.
Af: /ritzau/
En række demokratiske guvernører vil have, at USA's præsident, Donald Trump, opretholder de tilladelser, der er blevet givet til havvindprojekter i USA.
Det skriver mediet Bloomberg News ifølge MarketWire.
Det er guvernører fra delstaterne New York, Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og New Jersey, som er gået sammen i en fælles erklæring.
- Vi forventer, at Trump-administrationen opretholder alle allerede udstedte tilladelser til havvindmølleparker og giver tilladelse til, at disse projekter gennemføres, skriver de mandag ifølge Bloomberg News.
De seneste uger har Trump-administrationen forsøgt at standse flere havvindprojekter - blandt andet Ørsteds havvindpark Revolution Wind, der ligger ud for Rhode Islands kyst.
Ørsteds havvindpark er næsten færdigbygget og skulle efter planen tages i brug næste år.
I forbindelse med byggestoppet meddelte det danske selskab, at man ville rette sig efter ordren, men at man samtidig vil gå i dialog med de relevante tilsynsmyndigheder, og at man vil overveje, om ordren skal få retlige konsekvenser.
Meldingen om byggestoppet sendte for en uge siden Ørsteds aktie ned i den laveste lukkekurs nogensinde - 179 kroner.
Siden har aktien genvundet lidt af det tabte, og mandag lukkede den i kurs 200. Det svarer dog stadig til, at Ørsted-aktien har mistet mere end 40 procent af sin værdi siden nytår.
/ritzau/