Kyiv, 23/04/2025 - 00:33
Ukraine indkalder kinesisk ambassadør efter anklager om våbensalg
Ukraine har indkaldt Kinas ambassadør i landet til møde om anklager - blandt andet om våbensalg til Rusland.
Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ukraines udenrigsministerium har tirsdag indkaldt Kinas ambassadør i landet til et møde. Her har Ukraine udtrykt "alvorlig bekymring" over meldinger om, at kinesiske statsborgere kæmper for Rusland.
Det oplyser udenrigsministeriet i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere i april sagt, at mindst 155 kinesiske statsborgere ifølge den ukrainske efterretningstjeneste kæmper i den russiske hær - og at to er blevet tilbageholdt af ukrainske myndigheder.
Zelenskyj har også sagt, at Ukraine har efterretninger, der viser, at Kina leverer artilleri og våben til Kina.
I sidste uge afviste Kina beskyldningerne om våben.
Tirsdag indkaldte Ukraines udenrigsministerium så Kinas ambassadør i Ukraine, Ma Shengkun, til et møde om beskyldningerne - og ifølge ministeriet fremlagde man "beviser" for anklagerne.
- Viceudenrigsminister Jevhen Perebyjnis understregede, at kinesiske statsborgeres deltagelse i fjendtligheder mod Ukraine på samme side som aggressorstaten, såvel som kinesiske virksomheders medvirken i produktionen af militære produkter til Rusland, er en alvorlig bekymring, står der i udtalelsen.
Det lyder videre, at det "strider imod ånden af samarbejde mellem Ukraine og Kina".
- Ukrainske efterretningsmyndigheder delte beviser for disse oplysninger med den kinesiske side.
Fredag - inden tirsdagens møde - afvise Kinas regering at have leveret våben til Rusland i løbet af den tre år lange krig.
Landet har i løbet af den tre år lange krig hverken sendt våben til Rusland eller Ukraine, lød det.
Kina har hidtil erklæret sig neutral i krigen, der blev udløst af Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Tidligere har Kina desuden sagt, at der var meget "manipulation og hype (at opgejle, red.)" i en sag om to kinesiske statsborgere, der er blevet tilbageholdt i Ukraine.
Til et pressemøde i Ukraines hovedstad, Kyiv, 14. april sagde de to kinesiske borgere - Zhang Renbo og Wang Guangjun - at de håber at blive løsladt som del af en fangeudveksling mellem Kina og Ukraine.
/ritzau/