Oslo, 18/08/2025 - 16:11
Norsk kronprinsessesøn tiltales for voldtægter af sovende kvinder
Marius Borg Høiby risikerer op til ti års fængsel efter tiltale for blandt andet fire voldtægter af kvinder.
Jonas Fæste Laksekjøn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby tiltales for en lang række forhold, herunder fire voldtægter.
Det siger den norske statsadvokat på et pressemøde mandag eftermiddag.
I alt er Høiby tiltalt for 32 forhold, som ud over voldtægterne omhandler blandt andet mishandling i nære relationer og flere voldshandlinger, skriver det norske medie NRK. Der er syv forurettede kvinder.
28-årige Høiby er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit.
Statsadvokat Sturla Henriksbø kalder det en sag af "stor alvor", da de lovbrud, som Høiby er tiltalt for, kan "sætte varige spor og ødelægge liv".
- Det, at Marius Borg Høiby er en del af kongefamilien, skal selvfølgelig ikke gøre, at han bliver behandlet mildere eller strengere, end hvis tilsvarende forhold var begået af andre, siger han.
Ifølge Henriksbø er den "øvre strafferamme" ti år.
De fire voldtægter, som anklagemyndigheden mener at kunne bevise, er ifølge statsadvokaten begået mod fire forskellige kvinder og omtales som sovevoldtægter. Den første i 2018, en i 2023 og to i 2024, skriver NTB.
Der findes film og billeder af alle hændelserne, siger anklagerne.
I alle tilfældene havde Høiby først haft frivilligt samleje med kvinderne, før han ifølge politiet forgreb sig på dem, mens de sov. Det skriver NRK.
Over for en tidligere sambo er Høiby også tiltalt for mishandling i nære relationer. Imens er han mod en anden tidligere sambo tiltalt for flere voldshandlinger, fredskrænkelser, hærværk og brud på tilhold.
Hans forsvarsadvokat Ellen Holager Andenæs erkender, at det er alvorlige anklager, der er rettet mod Høiby.
- Det er en alvorlig tiltale, der er rejst, men den ligner politiets sigtelse. Så der er ingen dramatisk ændring, siger hun til norsk TV 2.
Tilbage i juni meddelte hun, at Høiby nægtede sig skyldig i det, som dengang var sigtelser for tre tilfælde af voldtægt.
Tiltalen omfatter også blandt andet drabstrusler og brud på norsk færdselslovgivning.
Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus. Det skyldes, at han er født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon, som heller ikke er far til Høiby.
Sagerne mod Høiby begyndte 4. august sidste år, da han blev anholdt og sigtet for vold mod sin daværende kæreste og for hærværk. Siden er tiltalen vokset betragteligt i omfang.
Der er endnu ikke sat dato på retssagen. Sturla Henriksbø siger, at "signaler" fra retten og forsvarerne peger i retning af, at en sag kan gå i gang i midten af januar næste år.
I en udtalelse til norske medier skriver det norske kongehus om sagen:
- Det er op til domstolene at behandle denne sag og træffe en afgørelse. Vi har intet at tilføje ud over dette.
/ritzau/