Storbritannien, 16/06/2025 - 11:51
Hitsangerinde spiller sidste koncert inden kræftoperation
Sangerinden Jessie J meldte tidligere i juni ud, at hun var diagnosticeret med brystkræft. Søndag lovede hun publikum, at hun ville vinde over kræften.
Mark Ralston/Ritzau Scanpix
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
Den britiske sangerinde Jessie J spillede søndag aften på Wembley Stadium i Storbritannien, og det var hendes sidste koncert for nu.
Den 37-årige stjerne har fået konstateret brystkræft og skal opereres.
Det sagde hun ifølge mediet Daily Mail grådkvalt fra scenen, mens hun takkede publikum for deres støtte.
- Det her er mit sidste show, inden jeg skal i behandling. Jeg er så taknemmelig for det her liv, for jer, for min karriere, for min søn, min kæreste og mine forældre, sagde hun fra scenen.
Hitsangerinden har sønnen Sky på to år sammen med den dansk-israelske basketballspiller Chanan Colman, som hun officielt har dannet par siden 2023.
Jessie J fortalte tidligere i juni i et opslag på det sociale medie Instagran, at hun var blevet diagnosticeret med brystkræft.
Sangerinden, der blandt andet står bag hits som "Price Tag" og "Do It Like a Dude", har fortalt, at sygdommen er blevet opdaget tidligt. Siden har hun delt flere korte videoer fra hendes forløb.
Hun delte blandt andet tidligere i juni en story - et kort tidsbegrænset klip på Instagram - hvor hun skrev, at hun havde haft sin "værste dag indtil videre".
- I morgen er en ny dag. Cancer-rutsjebanen er drænende. Jeg kommer ikke til kun at tale om højdepunkterne eller at lave vittigheder hele tiden. Sådan er livet ikke, lød det.
Det er uvist, hvilken behandling der venter Jessie J. Men hun har de seneste uger lagt flere opslag på Instagram, hvor hun blandt andet skriver, at hun "fejrer sine små bryster", men hun også har joket med at få "kæmpe bryster".
/ritzau/