Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/05/2022 - 10:00

Få mest ud af dagen: Lav en god madpakke til arbejdet

Madpakken er vigtig, hvis du skal levere dit bedste på arbejdet, men det er ikke ligegyldigt, hvad du putter i den.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Jeppe Hee Rømer, Ritzau Fokus

Frokosten nærmer sig, men du ved ikke, hvad du skal gøre. Skal du bare smøre en rugbrødsmad med leverpostej igen, eller skal du besøge det nærmeste take-away-sted og ruinere dig selv?

Det kan være svært at beslutte sig, men det er ikke ligegyldigt at få en god frokost indenbords.

- Vi vil gerne holde vores hjerne så frisk som overhovedet muligt, så den kan være effektiv. Dermed kan vi for eksempel slippe for at tage arbejde med hjem, siger Michelle Kristensen.

Hun er bachelor i idræt med en række supplerende fag fra kandidatuddannelsen i human ernæring. Samtidig har hun skrevet flere bøger om kost og motion.

Der er hjælp at hente, hvis du vil have en mere spændende og sund smagsoplevelse uden at ruinere dig selv i sandwiches eller salater.

Det vigtigste for at få omlagt madpakkelivet er planlægning. Det forklarer Morten Skærved, der er ernærings- og husholdningsøkonom og har skrevet en lang række kogebøger. Blandt andet "Moderne madpakker".

- Det vigtigste er ikke at komme i tanke om det fem minutter før, man skal spise, men at man har tænkt over det allerede aftenen før, siger han.

Morten Skærved ser dog gerne, at du kommer væk fra den klassiske madpakke.

- Det var jo ikke lækkert i skolen, og det er heller ikke lækkert nu. Det, der er lækkert, er, at få noget mad, der er frisklavet, siger han.

I en madkasse får al maden samme konsistent og tager smag og lugt fra hinanden, og det er netop det, der skal undgås.

Morten Skærved peger på, at de fleste arbejdspladser har et køleskab, og det er en god idé at udnytte det.

Alt efter ambitionsniveauet og planlægningsevnerne, har Morten Skærved tre konkrete forslag til madpakken.

1) Den nemme: Rester. Når du laver mad, så tænk ikke kun i rester til aftensmaden næste dag, men sørg for, at der også er lidt til madpakken.

- Hvis du for eksempel har et kyllingelår tilovers, så smid det i fryseren, og tag det med på arbejde en anden dag. Så tør det op på vej til arbejde, siger Morten Skærved.

2) Den tilgængelige: Frisklavede madder. Hav ingredienserne liggende på arbejdet, og saml det før, du spiser det.

- Det tager jo ikke længere tid at samle madpakken på arbejdet, end det gør at putte det i madpakken, siger Morten Skærved.

3) Den ambitiøse: Rystesalat. Medbring glas med kornprodukter eller bælgfrugter og grøntsager, et med protein som for eksempel kød og et med dressing.

- Bland det hele, lige før du skal spise det. Ryst det sammen, og så har du en frisk salat, du kan spise direkte fra glasset, siger Morten Skærved.

Ud over de tre forslag til frokosten, så er det også vigtigt, at du tænker vand som en del af din madpakke.

- Er du bare lidt dehydreret, så nedsætter det vores koncentrationsevne kraftigt. Dermed kan vi ikke tænke så hurtigt, siger Michelle Kristensen.

/ritzau fokus/

København, 26/04/2024 - 13:42

Tobias Rahim: Jeg har det virkelig godt nu

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Den danske popstjerne Tobias Rahim siger til P4 i et sjældent interview, at han er kommet godt ud på den anden side af et "psykisk uvejr".

Hans musik topper konstant de danske hitlister, men popstjernen Tobias Rahim har i et år været helt tavs, når det gælder interview i medierne.

Torsdag blev det mønster dog brudt med et eksklusivt besøg i radioprogrammet "Formiddag på 4'eren" på DR's kanal P4.

- Jeg har det virkelig godt nu. Jeg har det basically (i bund og grund, red.) fucking godt, siger Tobias Rahim blandt andet, da han af en P4-lytter bliver spurgt til, hvordan han har det.

Den nu 34-årige sangskriver og sanger har tidligere været åben omkring, at han i perioder har kæmpet med angst. Tilbage i 2022 trak han for eksempel stikket lige op til udgivelsen af debutalbummet "Når sjælen kaster op".

Men nu befinder han sig et meget bedre sted, fortæller han til "Formiddag på 4'eren".

- Det føles, som om jeg har krydset det bjerg, og jeg er nået om på den anden side, hvor det er dejligt at være igen. Jeg føler, at jeg har været i psykisk uvejr eller lidelse, eller hvad man kalder det, lyder det fra Tobias Rahim, der blandt andet er kendt for hits som "Stor mand" og "Flyvende Faduma".

Sange, som ifølge en opgørelse fra musikorganisationen Koda, toppede listen over de mest indtjenende numre i Danmark sidste år.

Til sommer kan Tobias Rahim opleves live flere steder i landet - blandt andet i forbindelse med koncertturnéen Grøn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 12:00

FAKTA: Cecilie Stenspil

* 44-årige Cecilie Stenspil blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2006.

* Hun fik sit gennembruddet i DR-serien "Livvagterne", hvor hun havde en af hovedrollerne.

* Hun har også haft hovedrollen i dramafilmen "Kollision" fra 2019. Derudover har hun haft roller i thrillerserien "Gidseltagningen" og i dramakomediefilmen "Lang historie kort".

* Privat er hun gift med skuespilleren Troels Lyby, som hun har en søn og en datter sammen med. Troels Lyby har også to børn fra sit første ægteskab.

* Hun er storesøster til skuespilleren Simon Stenspil, der også har en rolle i "Badehotellet".

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 10:00

Ringorm og alvorlige infektioner

* Ringorm er en almindelig, men yderst irriterende svampesygdom. Smitten kan komme fra både hunde og katte og sker direkte fra dyr til menneske.

* Ringormen sidder i dyrenes hud som en rødmen og kan være meget kløende. På mennesker viser den sig også som kløende, røde pletter, der er højrøde i kanten og lyserøde i midten.

* Ringorm kan behandles med svampemidler, der kan købes i håndkøb, mens kæledyr må en tur forbi dyrlægen.

* Som katteejer skal være påpasselig med at blive bidt af sin kat, da deres bakterier i munden og de dybe indstik, de kan lave med tænderne, kan give alvorlige infektioner. Søg derfor altid læge, hvis du er blevet bidt af en kat.

Kilde: Sanne Ross Sørensen, dyrlæge og medejer af webshoppen Superhund samt dyrlæge på biomedicinsk forskningslaboratorie ved Aalborg Universitetshospital.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 10:00

Disse sygdomme kan du få fra dit kæledyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Borrelia, leptospirose og toxoplasmose er blot nogle af de sygdomme, du kan blive smittet med af dine firbenede venner.

Sygdomme, der smitter fra kæledyr til mennesker - kaldet zoonoser - kan være farlige.

Der findes mange af sådanne sygdomme af varierende hyppighed og alvor, fortæller Sanne Ross Sørensen, der er dyrlæge og medejer af webshoppen Superhund samt dyrlæge på biomedicinsk forskningslaboratorie ved Aalborg Universitetshospital.

Hun nævner tre zoonoser, man som kæledyrsejer skal være opmærksom på:

1. Borrelia

Borrelia overføres fra flåter.

- Man plejer at sige, at hvis flåten sidder på huden mellem 12 og 48 timer, så kan den overføre borrelia-bakterien til blodbanerne, siger Sanne Ross Sørensen.

Symptomerne er ledsmerter, feber og i værste tilfælde lammelser for både dyr og mennesker. På menneskehud ses også en rødmen, hvor flåten har siddet.

Man skal altid søge enten læge eller dyrlæge, hvis man ser symptomer hos sig selv eller sit kæledyr, råder dyrlægen.

Højsæsonen for flåter er fra april til oktober. Her bør man dagligt undersøge kæledyr og familie for flåter, fortæller Sanne Ross Sørensen.

- Men man skal faktisk allerede begynde sidst i februar og fortsætte helt ind i november, siger hun.

2. Leptospirose:

Leptospirose kommer oprindeligt fra gnavere og smitter via urin - blandt andet gennem mund, slimhinder eller sår.

Særligt hunde kan smittes, hvis man går tur i våde områder, hvor der er mus og rotter.

Symptomerne hos hunde er typisk høj feber, nedstemthed, opkast og diarre, mens man hos mennesker ser milde influenzalignende symptomer.

Både for hund og ejer kan zoonosen være farlig, da den sætter sig i nyrerne og i værste tilfælde kan føre til organsvigt.

Opdages sygdommen tidligt, kan den som oftest behandles med antibiotika.

- Men senere kan den være svær at behandle og kan føre til, at man må aflive hunden, siger Sanne Ross Sørensen, der anbefaler, at man får sin hund vaccineret mod leptospirose.

3. Toxoplasmose

Parasitten toxoplasma er ofte forkommende, men giver sjældent sygdommen toxoplasmose, der er særligt alvorlig for gravide og personer med svækket immunforsvar.

Zoonosen findes kun hos katte, der oftest smittes gennem råt kød - for eksempel hvis de spiser mus og fugle.

- Det vil sige, at udekatte har større risiko for at bære smitten end indekatte, siger Sanne Ross Sørensen.

Toxoplasmose overføres til mennesker gennem kattens afføring.

Katte har som oftest ingen symptomer, og det samme gælder for voksne og børn. Dog kan man opleve feber, træthed og hævede lymfeknuder.

Immunsvækkede personer har større risiko for at få symptomer, mens gravide, der får parasitten, kan overføre smitten til fostret, hvor parasitten så vil forårsage skader på fostrets hjerne og øjne.

Derfor er det bedst, at man som gravid undgår at tømme kattebakke.

Generelt anbefaler Mette Kirkeskov Sie, der er sektionsleder ved Fødevarestyrelsen, at man altid søger dyrlæge, hvis ens kæledyr bliver syg.

Hun tilføjer, at det er vigtigt at fortælle dyrlægen, hvis der er sket noget unormalt med dyret op til.

- For eksempel hvis man har været ude og rejse med sit kæledyr, eller det stak af i en skov og måske har været i kontakt med vilde dyr. Så får dyrlægen, det bedste grundlag til at kunne stille den rigtige diagnose, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek