København, 17/08/2025 - 13:09
Forsvarets transportfly kaster nødhjælp ned over Gaza
Med støtte fra Forsvarets C-130 transportfly har Danmark søndag leveret nødhjælp til Gaza fra luften.
Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et transportfly fra Forsvaret lettede søndag fra Jordan og nedkastede nødhjælp til krigsramte Gaza.
Ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet lykkes det nødhjælpen at nå frem til Gaza, som bliver udsat for angreb fra Israel, fordi den militante bevægelse Hamas dræbte omkring 1200 mennesker i 2023.
Hamas har taget israelske gidsler, og siden er Gaza blevet bombarderet af Israel for at ramme bevægelsen.
- Jeg er glad for, at Danmark bidrager til den humanitære indsats i Gaza. For dem på jorden gør hver eneste kasse med nødhjælp en forskel, og jeg er stolt over, at Forsvarets dygtige medarbejdere stiller op med kort frist og bidrager, når der er behov for det, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Nedkastningen var varslet fra regeringens side, men det var uvist, hvornår det skulle finde sted.
Det skyldtes praktiske årsager, og at der kun var et kort vindue, hvor Israel tillod levering af nødhjælp i denne omgang. Vinduet er åbent frem til 22. august, og Danmark kan forsøge at nedkaste endnu engang.
Det sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tidligere på ugen efter en orientering i Folketinget.
Den danske udenrigsminister medgav, at løsningen ikke er optimal. Han ser hellere, at Israel åbner helt op for nødhjælpsleverancerne.
- Det er på en eller anden måde en dråbe i havet. Men det er bedre at kaste en dråbe i havet, end at havet totalt udtørrer, sagde Løkke.
Det er Jordan, der har ledet missionen og sammen med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) bedt det internationale samfund om hjælp.
Forsvarets C-130 transportfly er også kendt som Hercules. Det landede i Jordan torsdag og har brugt dagene frem til i dag på forberedelser, herunder planlægning, pakning af gods samt koordination med øvrige deltagere.
Ud over transportflyet udgør det danske bidrag til missionen også af forbindelsesofficerer på jorden. Fly og personel forventes at vende retur til Danmark snarest.
Det er uvist, hvad nødhjælpen består i. Det har Ritzau tidligere spurgt til.
Der har i løbet af krigen været udbredt mangel på mad, vand og andre fornødenheder i det palæstinensiske område.
Manglen på fødevarer blev forstærket, efter at Israel i marts indførte en blokade, som betød, at der i to måneder ikke kom nødhjælp ind til befolkningen i Gaza.
Selv om der igen kommer nødhjælp ind til området, kæmper palæstinenserne for at skaffe tilstrækkeligt med mad.
FN og ikke-statslige organisationer har kaldt nedkastning af nødhjælp ineffektiv og farlig, fordi det kan ramme folk, og fordi de vil gøre alt for at få fat på det.
Kun en åbning af landegrænserne kan stoppe katastrofen, har det lydt.
Samtidig forbereder Israel flytning af palæstinensere til det sydlige Gaza.
Ifølge Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er Israels mål med en stor kommende offensiv ikke at "besætte" Gaza, men at "befri" Gaza. Det har dog mødt udbredt kritik.
Planen om den israelske offensiv blev offentligt kendt for lidt over en uge siden.
Netanyahu siger, at de palæstinensere, der er i Gaza By, vil blive flyttet til såkaldte sikre zoner, før den nye offensiv bliver sat i gang.
Forhandlinger mellem Israel og Hamas om en afslutning på krigen i Gaza er gentagne gange endt uden resultat.
/ritzau/