West Mifflin, 31/05/2025 - 01:43
Trump varsler fordobling af importtold på stål
Donald Trump siger i tale til stålarbejdere i Pennsylvania, at han vil forhøje told på stål til 50 procent.
David Dermer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, varsler en forhøjelse af importtolden på stål fra 25 procent til 50 procent.
Det siger han i en tale foran stålarbejdere hos den amerikanske stålproducent U.S. Steel i delstaten Pennsylvania.
- Vi vil forhøje told på stål fra 25 procent til 50 procent, hvilket vil sikre stålindustrien yderligere, siger Trump.
Han tilføjer, at U.S. Steel-fabrikken i Pennsylvania ikke ville have eksisteret, hvis han ikke allerede i sin første præsidentperiode havde indført told på metaller.
Kort efter at Trump blev taget i ed den 20. januar, annoncerede han importtold på både stål og aluminium.
I sin tale på fabrikken i Pennsylvania kom præsidenten også ind på en forestående sammenlægning af US Steel og det japanske Nippon Steel.
Trumps forgænger Joe Biden blokerede i begyndelsen af januar for, at Nippon Steel kunne opkøbe U.S. Steel. Biden blokerede for et salg, da han ville sikre en national stålproduktion i USA.
I sidste uge gav Donald Trump grønt lys til et "partnerskab" mellem U.S. Steel og Nippon Steel.
- U.S. Steel vil fortsat være under USA's kontrol, siger Trump i talen.
De nærmere detaljer omkring partnerskabet er fortsat uklare.
Det Hvide Hus skriver på det sociale medie X, at Nippon Steel vil investere 14 milliarder dollar svarende til 92 milliarder kroner i U.S. Steel.
- Med hjælp fra arbejdere, der er her i dag, vil Pittsburgh igen blive kendt overalt i verden som stålbyen (The Steel City, red.), siger Donald Trump.
Stålarbejdernes fagforening, The United Steelworkers Union", der repræsenterer tusindvis af timelønnede arbejdere, sagde onsdag i en udtalelse, at "partnerskabet fortsat rejser flere spørgsmål end svar".
/ritzau/