Rom, 27/04/2025 - 14:23
Tusindvis har været forbi pave Frans' grav på første besøgsdag
Allerede inden Santa Maria Maggiore-kirken åbnede søndag morgen, var der kø for at se pave Frans' grav.
Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Siden søndag morgen har tusindvis af mennesker været forbi pave Frans' grav i Santa Maria Maggiore-kirken i Rom.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Allerede inden kirken åbnede klokken 07.00, var der kø for at komme ind, og politiet har opfordret besøgende til at forlade kirken, så snart de har set graven, for at køen ikke skulle gå i stå.
Pavens begravelse fandt sted lørdag, og dagen efter efter er graven altså blevet åbnet for offentligheden.
Lørdag var hundredtusindvis mødt frem til begravelsesceremonien på Peterspladsen i den italienske hovedstad.
Blandt dem var stats- og regeringschefer samt medlemmer af europæiske kongehuse, herunder dronning Mary.
Efter ceremonien blev pavens kiste transporteret til hans yndlingskirke, hvor han altså skulle begraves.
I pave Frans' testamente fremgik det, at han havde ønsket at blive begravet "i jorden, uden særlig dekoration", men med sit pavenavn på latin: Franciscus.
Pave Frans, der blev 88 år, døde anden påskedag.
/ritzau/