København, 27/01/2025 - 06:30
Mette Frederiksen deltager ved 80-årsdag for befrielsen af Auschwitz
Foruden den danske statsminister er Danmark også repræsenteret ved kongeparret i Østrig.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager mandag ved 80-årsdagen for befrielsen af Auschwitz.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Også kongeparret deltager, hvilket blev meldt ud tidligere på måneden.
Under Anden Verdenskrig blev seks millioner jøder myrdet af Nazityskland, og omkring en million af dem blev dræbt i koncentrationslejren Auschwitz og den nærliggende dødslejr Birkenau i Polen, som Tyskland holdt besat.
- Jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig står som et af de mørkeste kapitler i Europas og verdens historie.
- Et gruopvækkende kapitel om umenneskelige og meningsløse rædsler. Død, vold og ydmygelse af ufatteligt omfang, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.
Internationalt er 27. januar også kendt som Auschwitz-dagen, hvor verden markerer Holocaust, massedrabet på jøder.
Det var på denne dato for 80 år siden, at sovjetiske soldater ankom til lejren og satte en stopper for nazisternes rædsler.
I den sidste halvdel af januar 1945 evakuerede ledelsen i Auschwitz-Birkenau en stor gruppe fanger fra lejren, SS destruerede en masse dokumenter og sprængte flere faciliteter i luften.
Den 27. januar nåede Den Røde Hær frem til lejren og befriede den. Her fandt man omkring 7000 fanger, de fleste syge og på dødens rand.
Ved markeringen 27. januar i år deltager ledere fra nær og fjern ved Auschwitz-museet.
- Lad mindehøjtideligheden være til ære for de millioner af mennesker, som mistede livet og en påmindelse om vigtigheden af kampen for frihed og mod antisemitisme den dag i dag, lyder det fra Mette Frederiksen.
Også alle Auschwitz-overlevende er inviteret til mindehøjtideligheden.
/ritzau/