Blaine, 26/07/2025 - 07:36
Dansk golfspiller brager op på førstepladsen i USA
Thorbjørn Olesen overvandt en besværlig start på anden runde og har lagt sig i spidsen i Minnesota.
Matt Krohn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Golfspilleren Thorbjørn Olesen har natten til lørdag dansk tid overtaget førstepladsen ved PGA Tour-turneringen 3M Open i USA.
Med en runde i 66 slag - fem under par - avancerede danskeren en enkelt placering i toppen fra anden- til førstepladsen.
Det er tæt i det absolutte førerfelt, hvor Olesen blot har et forspring på et enkelt slag til den nærmeste konkurrent, amerikaneren Jake Knapp, efter de første to runder.
Den 35-årige dansker fik en besværlig start på fredagens runde, men Olesen lod sig ikke slå ud, da han indledte dagen med en bogey og lidt senere en dobbelt bogey.
Undervejs på sin vej gennem fredagens 18 huller blev det også til otte birdies for danskeren, der aldrig har vundet en turnering på den nordamerikanske PGA Tour. Det har ingen danskere nogensinde prøvet.
Olesen vandt otte turneringer på DP World Tour, inden han rykkede til den nordamerikanske golftour, hvor han har haft det noget sværere. Nu øjner han en gigantisk triumf.
- Hver uge er en mulighed for at komme tilbage til toppen og levere noget helt specielt, siger Olesen ifølge Reuters efter at have lagt sig i spidsen.
- Jeg lavede nogle virkelig gode slag på anden runde, og mit jernspil fungerede rigtig godt. Selv da jeg lavede en dobbeltbogey undervejs, følte jeg mig stadig komfortabel ude på banen, og det er et sundt tegn, siger danskeren.
Canadieren Adam Svensson, der førte efter første runde, havde en forfærdelig fredag på golfbanen i Minnesota.
En runde i 75 slag - fire over par - sendte ham ned på en delt 32.-plads forud for weekendens to afsluttende runder.
Turneringen, der spilles i byen Blaine uden for storbyen Minneapolis, har deltagelse af to danskere.
Niklas Nørgaard Møller indtager efter de første to runder en delt 44.-plads i samlet seks slag under par - otte slag efter Thorbjørn Olesen på førstepladsen.
3M Open har en præmiesum på 8,4 millioner dollar - godt 53 millioner danske kroner.
Vinderen belønnes med 1,5 millioner dollar svarende til 9,6 millioner kroner.
Turneringen spilles over fire runder og slutter på søndag. Thorbjørn Olesen teer ud til tredje runde lørdag aften klokken 19.40 dansk tid.
/ritzau/