Gaza by, 04/08/2025 - 23:12
Palæstinensere mangler ligklæder til de døde i Gazastriben
På et hospital i Gazastriben er man begyndt at pakke de afdøde ind i mønstrede tæpper i mangel på ligklæder.
Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
På hospitalet Al Shifa i Gaza By er man begyndt at bruge mønstrede tæpper til at pakke ligene ind, fordi de ikke har flere hvide ligklæder tilbage.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De hvide ligklæder har en særlig betydning under begravelser i Islam, men på grund af israelske grænserestriktioner og et stigende antal daglige dødsfald kan man ikke blive ved at skaffe dem, lyder det fra palæstinensere, som Reuters har talt med.
40-årige Bilal Thari var blandt de sørgende, som havde samlet sig for at samle ligene fra palæstinensere på hospitalet mandag. De afdøde var blevet dræbt dagen før i israelske angreb, mens de ventede på nødhjælp, har sundhedsmyndighederne i Gaza oplyst.
- Alle, der tager derhen, kommer enten tilbage med en pose mel eller bæres tilbage (på en træbåre, red.) som enten martyrer eller sårede. Ingen kommer sikkert tilbage, siger Bilal Thari.
Mindst 40 palæstinensere blev desuden mandag dræbt af israelske skud og luftangreb, oplyser sundhedsmyndighederne i Gaza.
Ti personer blev dræbt, mens de prøvede at få fat på nødhjælp under to forskellige episoder nær hjælpecentre, der tilhører den omstridte israelsk-amerikanske organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF).
FN har afvist at arbejde sammen med GHF og har udtalt, at organisationen bærer en del af skylden for den alvorlige situation i Gazastriben.
Ifølge FN er mindst 1373 mennesker siden 27. maj blevet dræbt, mens de forsøgte at få fat i nødhjælp.
GHF oplyser, at der ikke er fundet nogen hændelser sted hverken på eller i nærheden af deres centre mandag. Reuters har ikke kunnet bekræfte, hvor hændelserne fandt sted.
Det israelske militær, IDF, siger i en udtalelse, at det ikke har udført angreb tidligere mandag i nærheden af hjælpecentret i den sydlige del af Gazastriben. IDF uddyber ikke yderligere.
Israel har ikke kommenteret på angrebet søndag.
Nødhjælpsorganisationer har i flere måneder råbt op om situationen i Gazastriben. Her har FN-udpegede eksperter advaret om, at en "hungersnød er ved at udspille sig".
Israel har i vidt omfang blokeret for, at nødhjælp kan komme ind i Gaza, som allerede før den igangværende krig har været under blokade i 15 år.
/ritzau/Reuters