Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brøndby, 30/09/2025 - 12:22

Riemer udtager Eriksen trods sparsom spilletid

Christian Eriksen har spillet lidt over en time for Wolfsburg, før han nu er udtaget til VM-kvalifikationen.

Lisi Niesner/Reuters

Af: /ritzau/

Landskamprekordholder Christian Eriksen er tilbage på det danske fodboldlandshold.

Efter at have misset de indledende kampe i VM-kvalifikationen i begyndelsen af september er fynboen tirsdag udtaget til de forestående kvalifikationskampe mod Belarus og Grækenland 9. og 12. oktober.

Får Eriksen spilletid i begge kampe, runder han 146 landskampe.

Eriksen var klubløs på tredje måned, da han senest var valgt fra, men siden har han skrevet kontrakt med bundesligaklubben Wolfsburg.

Her er det blevet til to indhop. Hvis man tæller tillægstiden med, har Eriksen været på banen i 63 minutter fordelt på de to kampe, og det har altså været nok til at få ham tilbage i landsholdsvarmen.

På lørdag har han mulighed for at føje op til 90 minutter til den total, inden landsholdet samles på mandag i Helsingør.

Landstræner Brian Riemer kan også glæde sig over, at han igen råder over midtbanespilleren Christian Nørgaard fra Arsenal.

Han var skadet under den seneste landsholdssamling, men har siden fået 91 minutter for sin nye klub, der både er i aktion onsdag og lørdag inden landsholdspligten.

Efter at have døjet med kyssesyge hele sommeren er Gustav Isaksen også tilbage på landsholdet, selv om det blot er blevet til 11 minutters spilletid for Lazio efter sygdomsperioden.

Til gengæld ser landstræner Brian Riemer ind i et par andre skadesproblemer.

Kasper Dolberg og Andreas Skov Olsen sidder ude med skader, efter at de hver især fik en startplads ved den seneste landsholdssamling.

Dolberg og Skov Olsen har misset den seneste halvanden uge efter at have pådraget sig skader.

Utrecht-spilleren Victor Jensen, der i september blev skadet efter sin første landsholdsudtagelse, sidder fortsat ude. Det samme gælder landsholdsemnet Jesper Lindstrøm.

Til gengæld er Rasmus Nissen Kristensen, der ikke har spillet kamp i tre uger på grund af en skade, indlemmet i truppen.

I forhold til den seneste landsholdssamling er Eriksen, Nørgaard, Isaksen samt Mads Roerslev og Jonas Wind nye i truppen.

Ud over Dolberg og Skov Olsen er Jacob Bruun Larsen, William Osula og Albert Grønbæk ikke med i denne omgang.

/ritzau/

København, 30/09/2025 - 13:51

DR vil ikke stemme Israel ud af Eurovision

Mandoga Media/Ritzau Scanpix

DR vil ikke være med til at udelukke lande fra Eurovision, der overholder reglerne for konkurrencen.

Det bliver ikke med DR's stemmer, at Israel bliver sendt ud af den internationale musikkonkurrence Eurovision Song Contest (ESC).

Publice service-stationen har gjort sin stilling op i forhold til den kommende afstemning om Israels deltagelse, som arrangøren EBU har bebudet i begyndelsen af november.

Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, skriver følgende:

- DR bakker op om ESC som en kulturel europæisk begivenhed, der siden 1956 har samlet nationer gennem musik.

- Deraf følger, at vi ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter.

- DR’s deltagelse i ESC er uændret betinget af, at der er et stærkt internationalt fællesskab, styr på sikkerheden samt en apolitisk ramme rundt om konkurrencen, skriver han.

Afstemningen om Israels deltagelse er blevet besluttet, efter at en række deltagende lande har meddelt, at de vil boykotte konkurrencen, hvis Israel deltager.

Det gælder blandt andet Spanien, Irland, Slovenien, Island og Holland.

Boykotten skyldes Israels invasion af Gaza-striben og de konsekvenser, som den har haft for den palæstinensiske befolkning.

Israel har deltaget i Eurovision i mere end 50 år, siden landet debuterede i 1973. Landet har vundet konkurrencen fire gange, senest i 2018.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/09/2025 - 13:42

DR vil ikke stemme Israel ud af Eurovision

DR vil ikke være med til at udelukke lande fra Eurovision, der overholder reglerne for konkurrencen.

Det bliver ikke med DR's stemmer, at Israel bliver sendt ud af den internationale musikkonkurrence Eurovision Song Contest (ESC).

Publice service-stationen har gjort sin stilling op i forhold til den kommende afstemning om Israels deltagelse, som arrangøren EBU har bebudet.

Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, skriver følgende:

- DR bakker op om ESC som en kulturel europæisk begivenhed, der siden 1956 har samlet nationer gennem musik.

- Deraf følger, at vi ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter.

- DR’s deltagelse i ESC er uændret betinget af, at der er et stærkt internationalt fællesskab, styr på sikkerheden samt en apolitisk ramme rundt om konkurrencen, skriver han.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/09/2025 - 10:00

BLÅ BOG: Zepur Sofia Margarian

* Zepur Sofia Margarian er født i 1997. Hun kom til Danmark fra Armenien som bare to måneder gammel. 

* Har sønnen Samuel og bor i Sønderborg. 

* Har en finansbachelor og har gennemgået et etårigt traineeforløb hos Sydbank, hvilket gør hende til bankrådgiver. 

* Er ansat på Sydbanks hovedkontor i Aabenraa som content creator. 

* Sammen med forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen er hun vært på podcasten "Noget for pengene".

* Deltog i 2023 i DR-programmet "De dyre piger".

* På hendes instagramprofil følger knap 14.000 med, og på TikTok er følgerskaren på over 32.000 personer. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/09/2025 - 10:00

Hun orker ikke madplan men sparer på indkøbene med ChatGPT

Finansøkonom og podcaster Zepur Sofia Margarian har fundet en smart metode til at undgå ekstra indkøb i løbet af ugen.

Et køleskab, der bugner, men ingen plan. Det scenarie kender Zepur Sofia Margarian udmærket, for hun bliver helt træt ved tanken om en fastlåst madplan. Til gengæld har hun fundet en smart løsning - der både tilgodeser budgettet og madglæden.

I DR-serien "De dyre piger" kunne seerne se hende svinge dankortet. Men nu er der klinisk styr på finanserne for den 27-årige jyde, som arbejder i Sydbanks hovedsæde i Aabenraa og er medvært på den privatøkonomiske podcast "Noget for pengene".

Her deler hun blandt andet sit geniale tip til at undgå daglige indkøb og dertilhørende impulskøb.

Hvordan holder du overblik over din økonomi?

- Jeg er superkedelig, jeg bruger en budgetberegner, vi har i Sydbank. Det er genialt. Før sad jeg og gjorde det i Excel, men her kan du vende tilbage og rette i den. Jeg gør det faktisk bare på telefonen gennem et link, jeg har på min mail.

- Det er sindssygt vigtigt med et budget, for at tage det "på føleren" holder ikke i længden. Man skal være tro mod sit budget. Hvis jeg vælger at bruge lidt flere penge på at gå ud at spise en måned, så går jeg ind og retter det til, så jeg kan se, hvor meget der er til alt det andet. Jeg bruger det virkelig aktivt, det hjælper mig med at have overblik.

Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen?

- ChatGPT! Virkelig, det er det bedste. At lave madplan til en hel uge virker ikke for mig, for jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til om tre dage. Men jeg ser, hvad jeg har i køleskabet, og så har jeg typisk kød i fryseren. Så skriver jeg til ChatGPT: "Jeg har tomater, gulerødder og hakket oksekød, hvad kan jeg lave med det?".

- Så behøver jeg ikke at tage ud og købe ind, særligt ikke, mens jeg er lidt sulten og måske kommer til at købe snacks og chips. Det har sparet mig for mange impulskøb.

Hvad ville du aldrig spare på?

- Sundhed og oplevelser. Jeg går meget op i at købe økologisk - så vil jeg hellere spare et andet sted. Jeg rejser også meget, og jeg har aldrig nogensinde fortrudt en rejse. Senest var jeg i juli i Grækenland og Makedonien.

Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen?

- Børnetøj, det er simpelthen røvdyrt. Så jeg prøver altid at finde noget på tilbud og være ude i god tid. Man ved jo, de skal bruge det, så man kan lige så godt slå til uden for sæson.

Hvad er din egen guilty pleasure?

- Det er mit fitnessabonnement med spa. Men det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv og for det mentale. Når jeg træner, kan jeg lige tage i spaen, jacuzzi og sauna. Det koster 750 kroner om måneden, og det er alle pengene værd for mig. Det bruger jeg måske en gang om ugen, hvis jeg er god og har tid.

- Nogle gange afmelder jeg også abonnementet, hvis jeg ved, jeg ikke vil kunne nå at bruge det. Eksempelvis i juli, hvor jeg skulle rejse og flytte. Det koster omkring 50 kroner at holde pause, og så kan man altid vende tilbage.

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

- Det er noget, der stadig gør ondt i mit hjerte, når jeg taler om det. På et tidspunkt fik jeg en idé om, at jeg skulle sælge tøj på en hjemmeside. Og i stedet for at kontakte udbydere af tøj, gik jeg bare i gang med at lave en hjemmeside. Forretningen fik jeg aldrig lavet, men jeg gav 17.000 kroner for den hjemmeside.

Hvad er de klogeste penge, du har brugt?

- Det er mit hus. Jeg købte et hus i Sønderborg i marts og er ved at renovere det. Det ser ud til, at der kommer til at være en god friværdi i det, det er min bedste investering.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek