København, 24/07/2025 - 18:17
Høj forurening i København: Sårbare bør undgå travle veje
Luftforureningen er "meget høj" i store dele af København. Sårbare personer anbefales at undgå travle veje.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Luftforureningen i store dele af København er torsdag på sit højeste niveau, der er defineret som "meget høj".
Det fremgår af Københavns Kommunes hjemmeside Byens Luft, som viser et overblik over luftforureningen i kommunen.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Hjemmesiden henvender sig til borgere, som er særligt sårbare over for luftforurening.
Når luftforureningen er meget høj, anbefales det, at man begrænser sin færden på stærkt trafikerede veje.
I stedet skal man færdes i grønne områder eller på stille veje medmindre trafik, lyder det.
Personer, der kan være særligt sårbare over for forureningen, er ifølge kommunen blandt andet gravide og personer med astma, KOL eller hjertesygdomme.
Både Indre By og brokvartererne - Østerbro, Nørrebro og Vesterbro - samt Christianshavn og dele af Amager er ramt af "meget høj" forurening.
Luftforurening er betegnelsen for uønsket indhold af skadelige stoffer i luften, som kan have negativ effekt på sundheden.
Det kan være partikler, væsker og gasser.
De primære lokale kilder til luftforurening i Københavns Kommune er vejtrafik, brændefyring samt kraftvarme- og fjernvarmeværker.
For børn med astma kan høj luftforurening udløse og forværre symptomer som hoste og åndenød, skriver kommunen.
For gravide kan luftforurening medføre komplikationer for moren som eksempelvis forhøjet blodtryk under graviditeten.
Personer med astma, KOL og hjerte-kar-sygdomme er særligt sårbare, fordi kroppen i forvejen er svækket, lyder det.
Forureningen i København forventes generelt at falde til "høj" eller "middel" i løbet af de kommende dage.
Ved "høj" luftforurening anbefales det, at særligt sårbare begrænser hård fysisk aktivitet langs stærkt trafikerede veje.
Ved "middel" behøver man ifølge kommunen ikke at tage særlige forholdsregler.
/ritzau/