København, 23/06/2025 - 15:17
Tauson vender sættab til sejr og er klar til sin onde ånd
Clara Tauson vendte 0-1 i sæt til sejr over verdens nummer 25 og møder nu russisk komet på græs i Tyskland.
Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Clara Tauson indledte mandag WTA 500-turneringen i tyske Bad Homburg med en sejr over polske Magdalena Frech.
Danskeren tabte første sæt, men kom godt tilbage og vandt med cifrene 6-7, 6-3, 6-3 over verdens nummer 25.
Det var karrierens blot tredje sejr på græs for Tauson, der er nummer 23 på verdensranglisten.
I anden runde skal Tauson op mod russeren Mirra Andreeva, der som tredjeseedet er oversidder i første runde.
Det bliver deres fjerde indbyrdes møde i 2025, og den 18-årige russiske komet, der er nummer syv i verden, har vundet ved de tre første lejligheder.
Første sæt af Tausons åbningskamp var ekstremt lige, og ikke atypisk for en græskamp blev der givet meget lidt væk i egne servepartier.
Blot en enkelt breakbold til hver kunne det blive til, og da de ikke blev udnyttet, måtte spillerne ty til tiebreak.
Her gik de første 13 point til serveren, og Tauson blev efter at have misbrugt en sætbold ved 6-5 den første til at tabe i egen serv til stillingen 6-8.
Man fornemmede, at udfaldet af første sæt kunne blive meget afgørende, men Tauson fandt et højere niveau og slog tilbage.
Danskeren kom endelig bedre med i Frechs serv, og med et servegennembrud mere end polakken snuppede hun andet sæt med 6-3.
Tauson tog momentum med ind i tredje sæt, hvor hun bragte sig foran med 2-0.
Derfra holdt danskeren serv. Hun var truet undervejs, men nøglen til sejr lå i sættets sjette parti, hvor Tauson var nede med en breakbold, men i sidste ende bragte sig på 4-2.
Kort efter servede Tauson sejren hjem med et rent parti.
/ritzau/