Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 07/05/2024 - 22:56

Ny sejr over PSG sender Dortmund i CL-finalen

Mats Hummels sørgede for målet, da Dortmund slog PSG og spillede sig i Champions League-finalen.

Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Borrusia Dortmund er for tredje gang klar til Champions League-finalen.

Tyskerne vandt returopgøret ude mod Paris Saint-Germain med 1-0 og går videre med 2-0 sammenlagt.

Dortmund vandt turneringen i 1997 og nåede finalen i 2013, og det var tirsdag helt fortjent, at de gulblusede spillede sig i finalen igen på et mål af Mats Hummel efter 50 minutter.

Dortmund var taktisk bedst mod PSG, der ikke ramte dagen. Alligevel kom PSG til store chancer og ramte ligesom i den første kamp stolpen flere gange.

Men det bliver heller ikke i denne sæson, at storsatsende PSG vinder den mest prestigefyldte klubturnering.

Efter nederlaget på 0-1 i den første kamp var PSG tvunget frem på hjemmebane, men favorittens offensiv havde ikke meget at byde på den i første halve time.

Parisernes spil gik for langsomt, og godt organiserede Dortmund kunne relativt nemt afvise.

Efter en halv time satte Kylian Mbappé fart på et angreb, og efter hurtige kombinationer endte bolden hos Ousmane Dembelé, der fra en lidt svær vinkel tonsede bolden over mål.

PSG begyndte at få flere spillere med frem, men det gav omvendt chance for kontra til udeholdet.

Efter 35 minutter mistede PSG bolden, og Karim Adeyemi strøg alene igennem, men keeper Gianluigi Donnarumma reddede i stor stil.

PSG kom mere aggressivt ud til anden halvleg, hvor det blev til et par tidlige store chancer. Fra klos hold ramte Warren Zaire-Emery stolpen.

Paradoksalt var det i Dortmunds hidtil sværeste periode, at tyskerne alligevel slog til. PSG forærede et hjørnespark væk, og det blev serveret perfekt for Mats Hummels, der headede sit hold foran.

I den sidste halve time pressede PSG for at score de to mål, der kunne tvinge kampen ud i forlænget spilletid.

Nuno Mendes bragede et langskud på stolpen efter en time, og med ti minutter tilbage sendt Mbappé et forsøg i sidenettet. Men superstjernen fik aldrig vist det niveau, der gør, at han regnes som en af verdens bedste.

I de sidste minutter ramte både Mbappé og Vitinha overliggeren, men trods det hårde pres holdt Dortmund stand.

Finalen på Wembley 1. juni kan endda blive rent tysk, hvis Bayern München onsdag spiller sig forbi Real Madrid i den anden semifinale. Det første opgør i München sluttede 2-2.

/ritzau/

Fredericia, 19/05/2024 - 11:13

Kongen skyder Royal Run i gang mandag med en mil i Fredericia

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongen ankommer med kongeskibet til Fredericia klokken 10.20 mandag. Han slutter dagen med løb i København.

Kong Frederik skyder årets Royal Run i gang mandag med at løbe en mil - omkring 1,6 kilometer - i Fredericia.

Han ankommer til Østerstrand i Fredericia med kongeskibet "Dannebrog" omkring klokken 10.20.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Også kronprins Christian og dronning Mary skal løbe ruter ved årets Royal Run.

Kronprinsen skal løbe en mil i Brønderslev, hvor han forventes at ankomme omkring klokken 11.10.

Det er første gang, at kronprins Christian skal løbe alene i en af værtsbyerne. Han blev udnævnt til kronprins, da hans far overtog tronen i januar.

Dronning Mary deltager i årets Royal Run ved at løbe fem kilometer i Kalundborg. Her ankommer hun cirka klokken 16.30.

Ud over at løbe en mil i Fredericia skal kong Frederik også løbe fem kilometer i Aarhus og ti kilometer i København. Han forventes at ankomme til København omkring klokken 19.

Mere end 95.000 deltager i årets Royal Run på 2. pinsedag. Det er det højeste antal nogensinde.

I januar satte arrangørerne bag løbet 7500 ekstra startnumre til salg til det allerede udsolgte løb. Ekstranumrene blev solgt på få timer.

Royal Run er arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.

Målet for Bevæg dog for livet er, at 75 procent af danskerne i 2025 skal dyrke idræt, og 50 procent skal dyrke idræt i en forening.

30 procent af årets deltagere ved Royal Run har ifølge arrangørerne ikke deltaget i et motionsløb før.

Royal Run-løbet havde sin debut i 2018, da kong Frederik fyldte 50 år. Det har været en stor succes og har været afviklet hvert år siden med undtagelse af 2020 under corona.

Løbet tilbyder tre forskellige distancer på henholdsvis 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer.

I år afvikles løbet i København, Aarhus, Fredericia, Brønderslev og Kalundborg.

/ritzau/

Læs Mere >>

Fredericia, 19/05/2024 - 10:44

Kongen skyder Royal Run i gang mandag med en mil i Fredericia

Kongen ankommer med kongeskibet til Fredericia klokken 10.20 mandag. Han slutter dagen med løb i København.

Kong Frederik skyder årets Royal Run i gang mandag med at løbe en mil - omkring 1,6 kilometer - i Fredericia.

Han ankommer til Østerstrand i Fredericia med kongeskibet "Dannebrog" omkring klokken 10.20.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Også kronprins Christian og dronning Mary skal løbe ruter ved årets Royal Run.

Kronprinsen skal løbe en mil i Brønderslev, hvor han forventes at ankomme omkring klokken 11.10.

Dronning Mary deltager i årets Royal Run ved at løbe fem kilometer i Kalundborg. Her ankommer hun cirka klokken 16.30.

Ud over at løbe en mil i Fredericia skal kong Frederik også løbe fem kilometer i Aarhus og ti kilometer i København. Han forventes at ankomme til København omkring klokken 19.

Mere end 95.000 deltager i årets Royal Run på anden pinsedag. Det er det højeste antal nogensinde.

I januar satte arrangørerne bag løbet 7500 ekstra startnumre til salg til det allerede udsolgte løb. Ekstranumrene blev solgt på få timer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/05/2024 - 10:00

FAKTA: Spot guldet på genbrugspladsen

* Lysten til at bygge nyt udspringer ofte af et behov i hjemmet. Eksempelvis behovet for mere opbevaring. Men prøv at sætte dig selv fri fra ideen om, at du skal finde noget, der passer fuldstændig til behovet - fra start.

* Se i stedet på de ting, du kan finde på genbrugspladsen, som råt materiale, der kan skæres til eller sættes sammen som legoklodser. På den måde kan du selv sammensætte lige den opbevaringsløsning, der passer til entreens størrelse og skæve vinkler.

* Du må også gerne splitte materialerne ad og tage de dele, du kan bruge. Eksempelvis fine, gamle greb, holdbare hængsler eller en bordplade i solidt træ.

Kilde: Sif Steendahl Grandorf, stifter af virksomheden LeSifre Design og LeSifre Workshop, som blandt andet tilbyder workshops og indretter for private og virksomheder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/05/2024 - 10:00

Sif forvandler boliger på tv: Gør hende kunsten efter derhjemme

Jakob Johansen/DR/Ritzau Scanpix

Med lidt mod og et nyt blik på materialer kan du få øjnene op for mulighederne og forvandle din bolig uden at have pungen fremme.

Hun saver gamle træplader fra genbrugsstationen til andre former, skiller og samler møbler på ny og maler med modige strøg, så boligen kan smykke sig med alverdens farver.

I boligprogrammet "Boligfix for nul og nix" på DR kan man følge Sif Steendahl Grandorf forvandle alt fra køkkener og badeværelser til børneværelser hjemme hos indretningsfrustrerede danskere.

Og du kan lære at gøre det samme derhjemme, mener indretnings- og gør det selv-eksperten.

- Min erfaring er, at alle kan lære det. Så længe der er en lyst til det, siger hun uden tøven.

1) Kom på fornavn med værktøjet.

Det allervigtigste er at blive fortrolig med nogle af de mest gængse typer af værktøj, mener Sif Steendahl Grandorf, der siden 2019 har afviklet workshops, hvor man som nybegynder blandt andet kan lære at håndtere værktøj og bygge møbler.

- Værktøjet er skabt til, at vi kan skabe alt i verden - det er den største frihed at kunne bygge lige det du drømmer om. Man skal turde at kaste sig ud i at bruge værktøj og lære det så godt at kende, at man ikke er bange for det, siger hun.

Hendes råd er at tage det ét skridt ad gangen. Det vil sige, at du først lærer skruemaskinen godt at kende.

Det næste skridt på værktøjsstigen er en stiksav. Herefter kan du kaste dig over dyksaven.

- Så kommer overfræseren, hvor man virkelig kan rykke sig fra hjemmebyg til at give det et snedkerlook, siger hun og tilføjer lamelfræseren som det næste stop.

Du behøver ikke at have fuldstændig styr på værktøjskassen, før du kaster dig ud i et projekt, pointerer Sif Steendahl Grandorf. Det skal du nok få, i takt med at du kaster dig ud i disciplinerne.

2) Skil enhederne.

Skal din boligforvandling ske til noget nær nul kroner, er det en fordel at blive en genbrugshaj. Det kan være ved at bruge dine egne ting og møbler på nye måder eller ved at tage en tur på genbrugsstationen og finde aflagte materialer.

Hvis du lærer at se på sagerne med de rette øjne, kommer du ikke til at mangle ressourcer til gør det selv-projekterne.

- Jeg tror, man skal kigge på hver enkelt ting, ens øje rammer, og tænke på det som gratis materialer. Et materiale, der kan ændre udtryk, siger boligforvandleren og uddyber:

- Finder man et gammelt køkkenelement, er der en masse materiale, man godt kan bruge, og det kan forvandles ved for eksempel at beklæde det. Det kan beklædes med koldskum og stof til en top til en slagbænk. Det kan forvandles med maling. Man kan putte fliser udenpå, man kan tapetsere, eller man kan putte mikrocement udenpå.

Alt, hvad du ser, kan vendes på hovedet, skilles ad, saves til. Tænk det som dynamiske legoklodser.

Det kan også være, at du kan bruge grebene eller hængslerne fra et gammelt møbel.

- Øvelse gør mester. Så det kan godt være, man ikke finder noget på genbrugsstationen første gang, men så kommer man måske hjem med noget anden gang, siger hun.

3) Saml helheden.

Når du har sammensat dine legoklodser af forskellige materialer og møbler i forskellige størrelser og dimensioner, skal enhederne forenes til en helhed.

- Giv det hele en samlet makeover med for eksempel en farve eller en fælles topplade. Hvis det er en slagbænk bygget ud af alle mulige små moduler med skuffer i, kan man give det en stor fælles topplade, som man skærer til og måske polstrer med skum, stof eller maler, siger Sif Steendahl Grandorf og fortsætter:

- Maling er en kæmpe forvandler og et fuldstændig vidunderligt værktøj til at ændre udtryk og til at samle, hvis man sætter ting sammen. Det forener det hele til ét møbel i stedet for fire forskellige møbler, der er sat sammen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek