Kananaskis, 17/06/2025 - 04:02
Trump forlader G7-topmøde på grund af konflikt i Mellemøsten
Donald Trump har indkaldt til møde i USA's nationale sikkerhedsråd, skriver flere amerikanske medier.
Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, forlader mødet for G7-landenes ledere i Canada før planlagt.
Det oplyser Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid.
Mandag aften lokal tid deltager han i en middag, hvorefter han flyver tilbage til Washington D.C., skriver talskvinden for Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, i et opslag på X.
- Præsident Trump har haft en god dag ved G7, hvor han endda har underskrevet en omfattende handelsaftale med Storbritannien og premierminister Keir Starmer.
- Meget er blevet opnået, men på grund af det, der foregår i Mellemøsten, forlader Trump mødet i aften efter middagen for statslederne, skriver Leavitt.
Det var planlagt, at Trump skulle deltage i G7-mødet til og med tirsdag, skriver det amerikanske medie CNN.
Embedsmænd i Det Hvide Hus oplyser til flere amerikanske medier, at Trump har indkaldt til et møde i det nationale sikkerhedsråd.
Selv siger Donald Trump, at det er nødvendigt at forlade mødet.
- Jeg er nødt til at være tilbage, så hurtigt jeg kan, siger han til journalister ved G7-mødet.
Med til mødet i Kananaskis i Canada er også USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Han tager ligeledes tilbage til Washington D.C., skriver CBS News.
Også forsvarsminister Pete Hegseth har smidt, hvad han har i hænderne, skriver nyhedsbureauet AP.
Han er på vej mod det såkaldte "situation room" i Det Hvide Hus for at deltage i mødet i det nationale sikkerhedsråd.
Israel og Iran har over de seneste dage udvekslet voldsomme luftangreb. Konflikten mellem de to lande er eskaleret, efter at Israel natten til fredag angreb flere atommål i Iran.
G7 består foruden USA af Canada, Frankrig, Japan, Italien, Storbritannien og Tyskland, mens også EU deltager i møderne.
På dagsordenen for topmødet i Canada er både krigen i Ukraine og konflikten mellem Iran og Israel.
Mødet er på mange måder ikke forløbet, som flere europæiske ledere havde håbet.
Trump har brugt anledningen til at kritisere, at Rusland med præsident Vladimir Putin i spidsen ikke længere er en del af gruppen, som før blev kaldt G8.
Samtidig har Trump ifølge flere medier afvist at skrive under på et udkast til en samlet udtalelse fra landene, hvor de opfordrer til nedtrapning af konflikten mellem Israel og Iran.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger dog ifølge Reuters, at det er positivt, at Trump forlader mødet før tid.
USA har ifølge Macron foreslået, at Israel og Iran indgår en våbenhvile.
- Der er kommet et forslag, særligt om at få en våbenhvile og tage initiativ til bredere drøftelser, siger han.
/ritzau/