København, 07/05/2025 - 12:48
FAKTA: Kongeskibet er kongens residens på sommertogt
Kongeparret har onsdag indledt den kongelige sejlsæson, da de er steget om bord på kongeskibet "Dannebrog".
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kong Frederik og dronning Mary har onsdag indledt deres anden sejlsæson som kongepar, da de er gået om bord på kongeskibet "Dannebrog".
Læs mere om det mere end 100 år gamle skib her:
* "Dannebrog" blev bygget i 1931-1932 på Orlogsværftet i København som afløser for det forudgående kongeskib, hjuldamperen "Dannebrog" fra 1879.
* En større modernisering af skibet blev udført i 1980-1981, hvor man blandt andet udskiftede maskinrummet.
* "Dannebrog" er navngivet af dronning Alexandrine i København i 1931 og hejste kommando første gang 26. maj 1932.
* "Dannebrog" tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.
* Kongeskibet tager også del i farvandsovervågning og søredningstjeneste, når skibet er til søs. Skibet kan også bruges som hospitalsskib.
* Den kongelige beboelse rummer et arbejdsværelse, spisesalon, fællessalon, soverum med mere.
* Den kongelige afdeling rummer møbler og udrustning fra det forudgående kongeskib fra 1879.
* Kongeskibets fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og mellem 36 og 39 værnepligtige, som alle er specielt udvalgt fra søværnet.
* Siden kommandohejsning i 1932 har skibet tilbagelagt mere end 800.000 sømil og besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og på Færøerne.
* Skibet har også besøgt europæiske havne, især i Frankrig, og har været i Middelhavet, Caribien samt på den amerikanske østkyst.
* Skibet er 78,4 meter langt, 10,4 meter bredt og måler 23 meter op til mastens top.
Kilde: Kongehuset.
/ritzau/