Kharkiv, 03/05/2025 - 03:15
46 personer meldes såret i droneangreb mod Kharkiv
Otte personer modtager behandling på hospital efter angreb mod Kharkiv i Ukraine, lyder det fra myndigheder.
State Emergency Service Of Ukrai/Reuters
Af: /ritzau/
Rusland har sent fredag udført et droneangreb på Ukraines næststørste by, Kharkiv.
Et højhus med lejligheder er blevet ramt, der er flere steder udbrudt brand, og 46 personer er blevet såret.
Det melder ukrainske myndigheder ifølge Reuters.
Borgmesteren i Kharkiv, Ihor Terekhov, skriver på beskedtjenesten Telegram, at 12 "lokationer" på tværs af fire distrikter i byen er blevet ramt af angreb.
Ifølge borgmesteren er et 11-årigt barn blandt de sårede, og i alt otte af de sårede modtager behandling for deres skader på et hospital, lyder det.
Regionen Kharkivs guvernør, Oleh Synjehubov, siger, at akutberedskabet arbejder natten igennem for at håndtere konsekvenserne af angrebet.
Kharkiv ligger omkring 30 kilometer fra Ukraines nordøstlige grænse til Rusland.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, fordømmer Ruslands droneangreb, som flere gange om ugen rettes mod ukrainske byer.
- Der var ingen militære mål, og der kunne heller ikke være nogen. Rusland angriber huse, når ukrainere er inde i deres hjem, mens de lægger deres børn i seng, skriver han på Telegram.
- Mens verden udskyder at træffe beslutninger, bliver Ukraine nærmest hver nat ramt af rædsler, der fører til tab af liv. Ukraine har brug for stærkere luftforsvar samt stærkere og reelle beslutninger fra vores partnere: USA, Europa og alle vores partnere, som ønsker fred, lyder det videre.
Ifølge Reuters er der på sociale medier blevet delt billeder, hvor brandvæsenet kan ses forsøge at slukke brande i bygninger og biler.
Også fra den centrale region Dnipropetrovsk har der været meldinger om angreb. Her siger de regionale myndigheder, at fire personer er blevet såret i et russisk angreb øst for byen Nikopol.
I regionen Kherson, som ligger sydligt i landet, har en indbygger mistet livet, da han forsøgte at bære en nedfalden drone væk fra sit hus, og den pludselig detonerede, skriver Reuters.
Rusland har ikke umiddelbart kommenteret fredagens meldinger fra Ukraine. Landet har flere gange afvist, at civile ukrainere er mål for de russiske angreb.
/ritzau/