USA, 17/06/2025 - 11:01
Meghan efter twerk-video fra fødegangen: Nu kan jeg dele hvad jeg vil
Hertuginden siger, at videoen var en mulighed for at vise verden sit ægte jeg. Hun afviser samtidig, at den skulle være falsk, skriver mediet Daily Mail.
Suzanne Cordeiro/Ritzau Scanpix
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
4. juni var det fire år siden, at den britiske prinsesse Lilibet kom til verden.
Det markerede hendes mor, hertuginde Meghan, med en video delt på Instagram fra fødestuen, hvor hun twerker i håbet om at sætte fødslen i gang.
Nu kommenterer hertuginden kritikken, der er væltet ned over hende lige siden, om at videoen skulle være falsk.
Det skriver mediet Daily Mail.
- Det er en fantastisk påmindelse om, at der er et helt liv - et rigtigt, autentisk, sjovt liv - der foregår i kulisserne, siger hun ifølge mediet i den amerikanske podcast "Aspire Podscast".
- Jeg er glad for at være tilbage på sociale medier, hvor jeg kan dele det på mine egne præmisser, siger hun og tilføjer:
- Den er forresten ikke optaget i går! Det er fire år siden.
Hertuginde Meghan er gift med den britiske prins Harry, og de har foruden prinsesse Lilibet også sønnen prins Archie på seks år.
Parret blev forlovet i 2017, og Meghan Markle, som hun dengang hed, havde indtil da arbejdet som skuespiller og haft en livsstilsblog kaldet The Tig.
Karrieren blev indstillet, og bloggen blev lukket ned sammen med den tidligere skuespillers sociale medier, to måneder inden hun sagde ja til prinsen i 2018.
De to levede en royal tilværelse, indtil de i 2020 oplyste, at de trak sig som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus for at finansiere deres eget liv - væk fra det britiske kongehus som institution og væk fra den britiske tabloidpresse.
Efterfølgende har hertuginden lanceret livsstilsbrandet As Ever, og hun er vendt tilbage på Instagram.
Ifølge Daily Mail var den kritiserede video en mulighed for at vise hertuginde Meghans ægte jeg.
Videoen har fået kritik for at være iscenesat, og seere har anklaget hende for at forfalske den gravide mave, fordi den ser "mærkelig og bulet" ud.
I videoen ser man hende højgravid på en fødestue, mens hun twerker til sangen "Baby Mama" af Starrkeisha.
Sangen florerede dengang på sociale medier med gravide kvinder, der dansede til sangen.
Og den trend gik hertuginden øjensynligt med på, da hun var gået en uge over terminsdato, da hun ventede prinsesse Lilibet.
- Da stærk mad, alt den gåen og akupunktur ikke virkede - så var der kun én ting tilbage at gøre! skrev hun i opslaget.
/ritzau/