Washington D.C., 09/05/2025 - 02:41
Pakistansk ambassadør opfordrer til indisk deeskalering
Pakistan forbeholder sig retten til at svare igen på angreb, siger pakistansk ambassadør i USA til CNN.
Sajjad Qayyum/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Pakistans ambassadør i USA, Riwzan Saeed Sheikh, mener, at Indien og Pakistan har haft kontakt på nationalt sikkerhedsråds niveau.
Det siger han i et interview med CNN torsdag.
- Jeg tror, at der har været kontakt på NSC-niveau ("National Security Council"-niveau, red.), siger han uden at give flere detaljer om kontakten.
Ambassadøren opfordrer til, at "eskaleringen" i form af handlinger og retorik må stoppe.
Han siger videre, at ansvaret for at nedtrappe spændingerne ligger hos Indien efter to dage med dødelige sammenstød mellem de to lande.
- Der er begrænsninger for tilbageholdenhed. Pakistan forbeholder sig retten til at svare igen, siger Riwzan Saeed Sheikh.
Flere magthavere verden over har opfordret Indien og Pakistan til at nedtrappe konflikten og holde kommunikationslinjerne åbne. USA har opfordret til direkte dialog.
Indien indledte tirsdag aften et angreb på Pakistan.
Ifølge de indiske myndigheder er der tale om en antiterroroperation som modsvar på et angreb, der fandt sted i april i den omstridte Kashmir-region, som begge lande gør krav på.
26 turister blev dræbt. Indien mener, at Pakistan støttede angrebet, hvilket landet har afvist.
Pakistan har svaret igen på Indiens angreb, blandt andet ved at angribe militærposter og skududvekslinger ved grænsen til Kashmir.
CNN interviewede tidligere torsdag den indiske ambassadør i USA, Vinay Kwatra.
Her understreger ambassadøren, at Indiens angreb var et modsvar på angrebet.
- Fra vores perspektiv har vi gjort en ende på det. Men det er med forbehold for, at Pakistan har gjort en ende på det. Pakistan har valgt at eskalere det yderligere. Nu er vi forpligtet til at svare på det, siger Vinay Kwatra.
Men det afviser den pakistanske ambassadør.
- Der er ingen situation, hvor man kan svare igen på et terrorangreb ved at angribe et suverænt land. Er det en skabelon, som det internationale samfund ønsker at opstille fremover?, spørger Riwzan Saeed Sheikh retorisk.
Både Indien og Pakistan råder over atomvåben.
/ritzau/Reuters