Aarhus, 20/04/2025 - 11:43
Bog fra bibliotek blev brugt til lovovertrædelse
Efter usædvanlig dom fastslår Kriminalforsorgen, at bog om en rocker fortsat kan lånes af indsatte i fængsler.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En bog lånt på biblioteket blev ikke bare læst i en celle i Aarhus Arrest. Den blev også brugt til at overtræde straffeloven.
Det har Retten i Aarhus i marts slået fast i en usædvanlig dom, som dog ikke bliver det endelige juridiske punktum.
I cellen havde en varetægtsfængslet mand sat bogen "Expect no mercy" på højkant.
Bogen har undertitlen "en rockers erindringer" og drejer sig om den drabsdømte Lennart Elkjær og hans liv i Bandidos.
Problemet var - ifølge anklagemyndigheden og altså også retten - at gruppens logo var afbilledet på bogen.
Dermed gjorde manden sig skyldig i at anvende symboler og kendetegn fra en forbudt forening, hvilket er en overtrædelse af straffelovens § 132 a, stk. 2.
Bandidos blev foreløbig forbudt af politienheden National Enhed for Særlig Kriminalitet i maj sidste år.
Det er helt normalt i straffesager, at genstande, der bruges til lovovertrædelser, konfiskeres og altså overtages af det offentlige. Og det krav rejste anklageren da også vedrørende bogen.
Men så langt ville retten ikke gå.
Påstanden tages ikke til følge, "fordi bogen tilhører biblioteket i Aarhus Arrest," står der i dommen.
Arresthuset hører under Kriminalforsorgen, og i en mail til Ritzau skriver Kriminalforsorgen, at sagen ikke har fået konsekvenser. "Expect no mercy" kan altså fortsat lånes af de indsatte.
Ifølge loven har indsatte ret til at låne bøger og tidsskrifter, fastslår myndigheden.
"Det betyder, at materiale, der kan lånes på offentlige biblioteker, også kan bestilles af indsatte i Kriminalforsorgens institutioner. Det er kun i helt ekstraordinære tilfælde, at institutionerne kan fastsætte begrænsninger af disse rettigheder af sikkerhedsmæssige grunde," skriver Kriminalforsorgen.
Hos Østjyllands Politi forsikrer specialanklager Jesper Rubow, at almindelige mennesker lovligt kan have "Expect no mercy" og læse i den.
- Det er måden, bogen i den konkrete sag bruges på, og set i sammenhæng med andre ting, som er strafbar, fordi det bliver til en manifestation af en forbudt forenings symboler og kendetegn, udtaler han.
I cellen i Aarhus havde den indsatte desuden skrevet "Bandidos Aarhus" og "Kill em all" på et stykke papir.
Papiret lå ifølge dommen "frit fremme på bordet". Staten overtager som konsekvens af lovovertrædelsen dette papir, har retten bestemt.
Også på vægge og inventar var der tekst og tegn, som hentydede til den forbudte gruppe. Det hele var egnet til at virke utryghedsskabende, mener retten.
Men det sidste ord er ikke sagt. Advokat Karina Skou er forsvarer for den dømte. Hun oplyser, at dommen er anket til Vestre Landsret.
/ritzau/