København, 16/06/2025 - 13:42
Danmark går med i nordisk aftale om indkøb af ammunition
Danmark har indgået et strategisk partnerskab om indkøb af ammunition igennem den norske producent Nammo.
Petter Berntsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det skal fremover blive lettere og hurtigere at skaffe den nødvendige ammunition til de væbnede danske styrker.
Det skulle i hvert fald gerne blive konsekvensen af et nyt strategisk partnerskab, som Danmark har indgået med Sverige, Finland og Norge om indkøb af ammunition igennem den norske producent Nammo.
Det fortæller det norske forsvarsministerium i en pressemeddelelse.
Aftalen mellem landene lægger rammerne for, hvordan man sammen kan bestille og indkøbe ammunition. Det skulle både gøre indkøbene hurtigere og billigere.
Forventningen er, at aftalen vil understøtte en tredobling af produktionen af ammunition i Norden.
Samtidig gøres det også muligt at dele ammunition og opbevare den på tværs af grænserne, så man kan hjælpe hinanden i nødsituationer og styrke kriseberedskabet.
- Norden har brug for tilstrækkelig ammunition, både for at afskrække dem, der ikke vil os det godt, men også for at forsvare os, hvis det bliver nødvendigt.
- Denne aftale er endnu et skridt i retning af tættere nordisk integration inden for forsvar og forsvarsindustri, siger den norske forsvarsminister, Tore O. Sandvik.
Nammo er Nordens største producent af ammunition. Virksomheden blev i slutningen af februar udpeget til at skulle starte ny ammunitionsproduktion op i Danmark.
Det skal ske i den tidligere ammunitionsfabrik "Krudten" i Elling ved Frederikshavn.
Her havde Danmark i århundreder produceret krudt og kugler, indtil stedet blev solgt til spanske Expal i 2008.
I 2020 lukkede produktionen imidlertid ned, men i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine og et øget behov for at kunne forsvare Danmark blev det aktuelt at starte produktionen op igen.
Det forventes, at man i sommeren 2027 igen vil være i stand til at producere ammunition på fabrikken i det nordjyske.
/ritzau/