København, 05/06/2025 - 07:00
De blå vil afholde borgerligt konvent for at vise et alternativ til Mette
DD, LA, K og DF vil holde et såkaldt borgerligt konvent til efteråret for at vise et alternativ til Mette F.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det borgerlige Danmark har brug for at vise, at der er et alternativ til Mette Frederiksen som landets statsminister.
Derfor vil Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti afholde et Borgerligt Konvent til efteråret.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra partierne.
- Vi vil gerne vise danskerne, hvilken vej et borgerligt flertal kan bevæge Danmark, siger Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, i en pressemeddelelse.
Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance stemmer i.
- Vi skal vise, at der er et stærkt, positivt og blåt alternativ til den grå SVM-regering. Det er vi i fuld gang med at gøde jorden for, og med Borgerligt Konvent tager vi endnu et skridt mod at samle kræfterne for en frisk start for Danmark.
Helt konkret skal det borgerlige konvent være et arrangement lørdag den 6. september i Fredericia, hvor en række "indsigtsfulde" talere skal give deres bud på, hvor det borgerlige Danmark skal bevæge sig hen.
Partierne præsenterer dagens store emne som følgende:
- Hvad samler det borgerlige Danmark – og hvordan skaber vi et positivt alternativ til Mette Frederiksens teknokratiske og værdiforladte SVM-regering?
Det er endnu småt med konkrete informationer om talere og begivenheden.
Men de fire partier har lanceret en hjemmeside, borgerligtfundament.dk, hvor der vil blive offentliggjort flere detaljer løbende.
Hos De Konservative har man en filosofi klar, der skal vise kant til Mette Frederiksens Socialdemokrati.
- Vi tror på mennesket før staten og på fællesskaber før systemer, og vi er klar til at sætte handling bag ordene og skabe et bedre og rigere samfund, siger Mona Juul, formand for De Konservative, i meddelelsen.
For Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er opskriften den samme, gamle linje.
- Mette Frederiksen er kørt fast. Vi skal have en fast hånd på udlændingepolitikken og prioritere, at vores ældre bliver behandlet ordentligt, lyder det fra formanden.
/ritzau/