København, 17/05/2025 - 21:10
Danskerduo i Sporting vinder det portugisiske mesterskab
For næsen af Benfica har Conrad Harder og Morten Hjulmand vundet det portugisiske mesterskab med Sporting.
Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tvekampen om det portugisiske mesterskab har været et drama frem til sidste spillerunde, men lørdag aften sagde Sporting farvel og tak til Benfica.
Med en 2-0-sejr på eget græs over Guimaraes vandt Sporting mesterskabet for andet år i træk og 21. gang i klubbens historie.
Bysbørnene fra Benfica, der har rekordmange mesterskaber med 38 af slagsen, må nøjes med andenpladsen efter 1-1 mod Braga på udebane.
Sportings Morten Hjulmand var i karantæne og således ikke med i kamptruppen.
Holdkammeraten og landsmanden Conrad Harder blev skiftet ind i slutminutterne.
For Hjulmands vedkommende er det anden gang, at han vinder mesterskabet i Portugal, mens Harder for første gang kan fejre titlen.
For en uge siden havde både Sporting og Benfica muligheden for at blive mester.
Det endte imidlertid i en pointdeling i det indbyrdes opgør, og det betød, at Lissabon-klubberne inden allersidste spillerunde lå side om side med 79 point.
Sporting var bedst indbyrdes og havde skæbnen i egne hænder.
Pedro Goncalves startede Lissabon-festen efter pausen i lørdagens opgør.
Mod slutningen fik også den svenske målmaskine Viktor Gyökeres bolden over stregen.
Hele 39 gange er angriberen kommet på måltavlen i ligaen i sæsonen. Det er 20 mål mere end de nærmeste forfølgere på topscorerlisten.
Sportings sæson startede som lyn og torden under den daværende cheftræner Ruben Amorim, der endte med at skifte til Manchester United.
Afløseren for Amorim blev Joao Pereira, men han nåede kun otte kampe i spidsen for holdet, inden Sporting hentede Rui Borges hos Guimaraes.
Siden ansættelsen i juledagene har Sporting ikke tabt en ligakamp og ender sæsonen med blot to nederlag.
/ritzau/