Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/05/2025 - 09:00

Bløde bolde kan boble af uønsket kemi

Blød plast kan indeholde uønskede stoffer i form af ftalater, som du risikerer at slæbe med på din strandtur.

Elaine Thompson/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Badebolde hører sig til på en tur til stranden eller en kølende dukkert i poolen, og en farverig fodbold er fast inventar i haven.

Men de bløde bolde er ikke bare fyldt med luft. De kan også indeholde potentielt skadelige stoffer i form af ftalater, som bliver brugt til at blødgøre plast.

Forbrugerrådet Tænk undersøgte i efteråret en række legetøjsprodukter fra de udenlandske webshops Amazon, Shein, Temu og Wish. Her skilte de bløde bolde sig negativt ud - 6 ud af 8 produkter med for højt indhold af ftalater var nemlig bolde.

- Det er ikke sådan, at ftalater kun bruges i bolde, men vi har set i den her test, at der var en relativt hyppig forekomst af ftalater i bolde. Og vi har faktisk også set det i nogle af vores tidligere test, siger Stine Müller, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Ftalater kan også være i andre produkter af blød plast, men bløde plastbolde er en af de produktkategorier, hvor det altså ser ud til, at der er grund til at være særligt opmærksom.

I den seneste test blev det højeste indhold af ftalater fundet i en plastikfodbold fra Amazon. Den indeholdt knap 33 procent af ftalatet DBP, som er forbudt i EU.

Ftalater er en gruppe af stoffer, hvoraf flere har vist sig at være problematiske. En række af dem skader forplantningsevnen ifølge Miljøstyrelsen.

Ftalaterne DEHP, DBP, DIBP og BBP er påvist at være hormonforstyrrende i mennesker, og DEHP er også hormonforstyrrende i miljøet, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

De er alle forbudt af EU. Udenlandske webshops som Amazon, Shein, Temu og Wish hører dog ikke under EU-lovgivningen.

Stine Müllers råd er at holde sig fra denne type af webshops, der er online markedspladser, hvor du typisk køber varerne fra sælgere uden for EU.

- Men vi har også tidligere fundet ftalater i bolde fra det danske marked, fortæller Stine Müller.

- Det kan derfor være en god idé at købe fra forhandlere, som er vant til at have med legetøj at gøre og derfor er bedre inde i reglerne, tilføjer hun.

Ftalater er ikke bundet i plasten, men bliver løbende afgivet. Det gælder ikke kun, hvis produktet er i kontakt med munden - eksempelvis små børn, der sutter på legetøj - for man kan også optage ftalater gennem huden.

- Det kan sådan set være nok, at du rører ved produktet, forklarer Stine Müller.

Bliver produktet brugt indenfor, ender ftalaterne i indemiljøet.

- Det er sådan nogle stoffer, der klistrer rigtig godt til støv. Så man kan også blive udsat for dem i indeklimaet, når de er blevet afgivet fra produkterne, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek