København, 19/11/2024 - 14:17
Populær podcast genopstår igen
I podcasten "Bearnaise er dyrenes konge" inviterer Martin Kongstad kendte gæster ud og spise. Deres samtale handler dog mindre om mad og mere om tilværelsen.
Af: Af Ritzau Fokus
Den populære podcast "Bearnaise er dyrenes konge" med forfatter og skribent Martin Kongstad som vært vender endnu en gang tilbage.
Fremover vil den blive udgivet i samarbejde med Euroman og Gastro. Tidligere har podcasten haft hjemme hos det hedengangne Radio24syv og på Heartbeats hos Aller Media.
Den nyhed serverer Euroman på sin hjemmeside.
- Konceptet er, præcis som du kender det, forsikrer Euroman og Gastro.
- Martin Kongstad inviterer skiftende gæster ind i programmet, og sammen tager de ud at spise. Deres samtale handler dog mindre om mad og mere om tilværelsen: om livet, gennembrud, tvivl og begejstring, og så leverer skuespiller Claes Bang restaurantanmeldelsen i løbet af programmet, lyder det.
På sin Instagram-profil har Martin Kongstad delt en appetizer i skikkelse af sin første gæst i denne omgang: sangeren Thor Farlov, som brød igennem som en del af Citybois, der var Thomas Blachmans udvalgte gruppe i "X Factor" tilbage i 2015.
Thor Farlov gæstede også podcasten, dengang han var en del af drengeduoen.
- Jeg havde på fornemmelsen, at de ikke fortalte mig alt. Det gør Thor Farlov nu, teaser Martin Kongstad i opslaget på det sociale medie.
Tidligere har blandt andre TV 2-korrespondent Eva Ravnbøl, fodboldspiller William Kvist og kok Søren Gericke gæstet podcasten.
"Bearnaise er dyrenes konge" udkommer hver fredag fra den 22. november.
/ritzau/