Washington D.C., 05/08/2025 - 11:39
Atomreaktor kan blive vigtig del af permanent månebase
Hvis USA får en atomreaktor på Månen, kan den både blive en stabil energikilde og få strategisk betydning.
Florion Goga/Reuters
Af: /ritzau/
En atomreaktor på Månen kan blive et vigtigt element i en permanent amerikansk månebase.
Det siger Michael Linden-Vørnle, som er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.
Rumfartsmyndigheden Nasa har angiveligt planer om en atomreaktor på Månen som led i et intensiveret rumkapløb. Det skriver flere amerikanske medier denne uge. Reaktoren skal kunne gå i drift i 2030.
- En atomreaktor på Månen vil udgøre en stabil energikilde, som kan have stor betydning for oprettelsen af en permanent tilstedeværelse på Månen - altså en månebase, siger Linden-Vørnle.
- Og det er jo det, man sigter efter i fremtiden, fortsætter han.
Idéen om en atomreaktor er ikke ny. Rusland har talt om konceptet for flere år siden, og Nasa har for nylig selv intensiveret sine undersøgelser på området, skriver nyhedsbureauet dpa.
Astrofysikeren forklarer, at man de fleste steder på Månen har 14 dage med solskin og 14 dage med mørke, hvilket giver en længere periode, hvor solpaneler ikke kan anvendes til at producere strøm.
Imens er der nogle områder tæt på Månens poler, der har næsten konstant sollys.
- Hvis man befinder sig andre steder på Månen end lige ved dens poler, hvor man har adgang til Solens lys hele tiden, så er det lige før, at det er en nødvendighed at have en atomreaktor, siger han.
- Men det kommer meget an på, hvordan du designer dit setup på Månen.
Endnu er reaktorplanerne ikke blevet officielt bekræftet. Ifølge mediet Politico vil Sean Duffy, som er USA's transportminister, bekræfte planerne denne uge.
USA er ifølge dokumenterne bekymret for, at Kina og Rusland i et fælles projekt vil komme USA i forkøbet. Hvis andre lande handler hurtigere, vil det hæmme USA, fremgår det.
Ifølge Linden-Vørnle er der da også ganske klare strategiske perspektiver i en amerikansk reaktor.
- Ud over at den kan levere stabil energi, vil den også gøre, at USA kan definere en form for sikkerhedszone rundt om reaktoren, siger han.
- Her kan man så sige, at man ikke vil have, at andre landes astronauter - eller kosmonauter - kommer ind, siger astrofysikeren.
/ritzau/