Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/06/2025 - 11:44

Selvstændig og tillidsvækkende garder fra Aalborg får kongeligt ur

Kong Frederik har torsdag hædret en ung garder med "Kongens Ur" i forbindelse med en parade ved Livgarden.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kong Frederik har torsdag overrakt "Kongens Ur" til garder Christoffer Petersen Voldbjerg fra Aalborg.

Uret er en hædersbevisning, som overrækkes til en værnepligtig garder ved afslutningen af tjenestetiden.

Den jyske garder har blandt andet modtaget den kongelige hæder for sin selvstædighed og grundige udførelse af opgaver.

- Garder C.P. Voldbjerg har ligeledes en overhøjde på forskellige vagter, som gør, at man som vagtkommandør og sergent kan slappe lidt mere af, da man kan stole på, at han løser opgaverne til punkt og prikke.

Sådan lyder en del af motivationen for indstillingen af garderen, der er født i Aalborg og har boet de første fem år af sit liv i Tyskland.

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen. Vagtkorpset udpeger én til at modtage det kongelige ur for at være en god kammerat og dygtig soldat.

Christoffer Petersen Voldbjerg har titlen Post for Gevær på 1. vagthold i Livgarden.

I indstillingen af garderen fremgår det blandt andet, at han er god til at se frem i tidsplanen på forskellige vagter.

- Han arbejder selvstændigt i sin opgaveløsning og ser selv, hvilke opgaver han eventuelt mangler at udføre, uden sergent overhovedet har påtalt det, lyder det.

Den unge garder har i sit liv op til Livgarden haft en stor interesse for det fysiske og sportslige. De sidste tre år af folkeskolen brugte han i en idrætsklasse i Aalborg.

Ligeledes gik han på en idrætslinje på Handelsgymnasiet i Aalborg, inden han trådte ind i Livgarden.

Han har, inden han påbegyndte sin værnepligt i Livgarden, svømmet på eliteplan.

Christoffer Petersen Voldbjerg ved endnu ikke, hvad fremtiden byder, efter at han har afsluttet sin tjeneste tid.

Men den nu hæderkronede garder har søgt videre som sergent i Livgarden.

Historien bag uret går tilbage til 1970, hvor "Kongens Ur" blev overrakt første gang, dengang i anledning af Frederik IX's 70-års fødselsdag. Siden da har flere end 130 gardere modtaget anerkendelsen.

/ritzau/

Venedig, 26/06/2025 - 19:23

Dele af Venedig afspærres i forbindelse med Jeff Bezos' bryllup

Luca Bruno/Ritzau Scanpix

I forbindelse med sit bryllup har den amerikanske milliardær Jeff Bezos fået afspærret dele af Venedig.

I dele af den italienske by Venedig er der torsdag blevet indført begrænset adgang i forbindelse med den amerikanske milliardær Jeff Bezos' bryllup.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Bådtrafik i kanalerne rundt om kirken Madonna dell'Orto, hvor brylluppets første festligheder starter, vil blandt andet være forbudt.

Fra torsdag eftermiddag vil det også være forbudt for fodgængere at opholde sig i området omkring kirken.

San Giorgio, en af Venedigs mange øer, vil ligeledes være forbudt for uvedkommende. Her vil sikkerhedsvagter sikre sig, at kun de inviterede kan færdes i området.

Bezos ankom onsdag sammen med sin forlovede, Lauren Sánchez, til Venedig.

Sted og dato for det egentlige bryllup er stadig ukendt. Nogle spekulationer går ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at de to muligvis allerede er blevet gift ved en privat ceremoni i USA.

Omkring 90 private jetfly ventes at lande eller allerede være landet i lufthavne omkring byen denne uge.

Nogle af de senest ankomne gæster, som er blevet set i Venedig torsdag, er Oprah Winfrey, Kris Jenner samt hendes døtre Kim og Khloé Kardashian.

Samtidig er der ifølge dpa spekulationer om, at de internationale kunstnere Elton John, Lady Gaga og Mick Jagger skal optræde.

Endvidere skal den norske dj Kygo angiveligt optræde ved et af bryllupsarrangementerne. Det siger flere kilder med forbindelse til parret og Kygo til det amerikanske underholdningsmedie TMZ.

Det anslås, at fejringen vil koste Bezos et beløb svarende til mellem 300 og 350 millioner kroner.

Fejringen finder sted i det centralt beliggende område Cannaregio, som er kendt for blandt andet sit natteliv.

I flere uger har folk demonstreret imod brylluppet med argumenter om, at Venedig bliver lavet om til en forlystelsespark for de rige.

- Der er kun én ting, der tæller nu: penge, penge, penge, siger Venedig-borgeren Nadia Rigo.

- Så vi er taberne, fortsætter hun.

- Vi, der blev født her, må enten flytte til fastlandet, eller vi må bede dem om lov til at gå om bord på en færge. De er blevet herrerne, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 17:59

DR-vært er gravid: Jeg skal føde juleaften

JoJo har længe ønsket endnu et barn. Men tanken om igen at skulle i fertilitetsbehandling kunne hun ikke overskue. Men så overraskede naturen hende og kæresten.

- Der kommer en lille nisse.

Sådan indleder DR-værten og P3-profilen Maria Josefine Konstantin Madsen, der går under navnet JoJo, sit opslag på Instagram, hvor hun afslører, at hun og kæresten Nicolai Karaas venter deres andet barn, der efter planen kommer til verden 24. december.

Og det er noget af et ønske, der går i opfyldelse.

JoJo og Nicolai Karaas har længe gerne villet give datteren Delphine, der kom til verden i april 2022, en søskende. Men tanken om igen at skulle i fertilitetsbehandling kunne parret ikke overskue.

- Det er noget af det hårdeste og mest opslidende, jeg har prøvet i mit liv. Men for nogle måneder siden tog vi op til lægen og bad om at sætte gang i behandlingen. Jeg gik hjem ked af det. For ønsket om endnu et barn er stort, men tankerne om vejen derhen var uoverskuelige. Men så skete der noget, fortæller JoJo i opslaget.

- Nogle dage efter besøget hos lægen skulle min menstruation være kommet. Det gjorde den ikke, for jeg var siden besøget hos lægen blevet gravid helt naturligt, jubler hun.

JoJo fortæller, at hun og kæresten stadig er ved at prøve at begribe, at de venter en lille ny, som tilmed er undfanget uden fertilitetsbehandling.

- Jeg tror stadig ikke helt, vi har forstået, hvor heldige vi er. Det er én af de største gaver, jeg nogensinde har fået, skriver JoJo, hvis stemme kan høres i P3-programmet "Carte Blanche", hvor hun er vært.

Hun fortalte i 2021 live i radioen på "P3 Morgen", hvor hun dengang var vært, at hun og kæresten var ufrivilligt barnløse.

Næsten hvert ottende barn født i Danmark i dag er lavet på en fertilitetsklinik.

Det skyldes stort set ligeligt fordelt årsager hos enten kvinden eller manden og for den sidste tredjedel både manden og kvinden.

De hyppigste årsager er nedsat sædkvalitet, manglende ægløsning, polycystisk ovariesyndrom (PCOS), dårlig passage gennem beskadigede æggeledere eller endometriose.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Når du køber alkohol og tobak med hjem uden for EU

Du må maksimalt tage én produkttype med hjem inden for hver kategori, medmindre andet er angivet. :

Alkohol:

* 1 liter spiritus (over 22 procent alkohol samt drikkevarer tilsat spiritus) eller

* 2 liter hedvin (på eller under 22 % alkohol, fx portvin, sherry og madeira) og

* 4 liter bordvin (for eksempel rød-, hvid- og rosévin og vinbaseret cider) og

* 16 liter øl (og ølbaseret cider)

* Altså må du eksempelvis ikke både medbringe 1 liter spiritus og 2 liter hedvin, men du må gerne medbringe 2 liter hedvin og 4 liter bordvin.

Tobak:

* 200 cigaretter eller

* 100 cigarillos (af maksimalt 3 gram per styk) eller

* 50 cigarer eller

* 250 gram røgtobak

Kilder: toldst.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Forskel på at vælge rød og grøn udgang

Køber du 600 cigaretter med hjem fra et ikke-EU-land, skal du betale told af de 400

Hvis du vælger den røde udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* I alt 1208 kroner skal du af med.

Hvis du vælger den grønne udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* Bøde (2 x told og afgifter) er 2400 kroner

* I alt 3608 kroner skal du af med.

Kilder: toldst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek