Venedig, 26/06/2025 - 19:23
Dele af Venedig afspærres i forbindelse med Jeff Bezos' bryllup
I forbindelse med sit bryllup har den amerikanske milliardær Jeff Bezos fået afspærret dele af Venedig.
Luca Bruno/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I dele af den italienske by Venedig er der torsdag blevet indført begrænset adgang i forbindelse med den amerikanske milliardær Jeff Bezos' bryllup.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Bådtrafik i kanalerne rundt om kirken Madonna dell'Orto, hvor brylluppets første festligheder starter, vil blandt andet være forbudt.
Fra torsdag eftermiddag vil det også være forbudt for fodgængere at opholde sig i området omkring kirken.
San Giorgio, en af Venedigs mange øer, vil ligeledes være forbudt for uvedkommende. Her vil sikkerhedsvagter sikre sig, at kun de inviterede kan færdes i området.
Bezos ankom onsdag sammen med sin forlovede, Lauren Sánchez, til Venedig.
Sted og dato for det egentlige bryllup er stadig ukendt. Nogle spekulationer går ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at de to muligvis allerede er blevet gift ved en privat ceremoni i USA.
Omkring 90 private jetfly ventes at lande eller allerede være landet i lufthavne omkring byen denne uge.
Nogle af de senest ankomne gæster, som er blevet set i Venedig torsdag, er Oprah Winfrey, Kris Jenner samt hendes døtre Kim og Khloé Kardashian.
Samtidig er der ifølge dpa spekulationer om, at de internationale kunstnere Elton John, Lady Gaga og Mick Jagger skal optræde.
Endvidere skal den norske dj Kygo angiveligt optræde ved et af bryllupsarrangementerne. Det siger flere kilder med forbindelse til parret og Kygo til det amerikanske underholdningsmedie TMZ.
Det anslås, at fejringen vil koste Bezos et beløb svarende til mellem 300 og 350 millioner kroner.
Fejringen finder sted i det centralt beliggende område Cannaregio, som er kendt for blandt andet sit natteliv.
I flere uger har folk demonstreret imod brylluppet med argumenter om, at Venedig bliver lavet om til en forlystelsespark for de rige.
- Der er kun én ting, der tæller nu: penge, penge, penge, siger Venedig-borgeren Nadia Rigo.
- Så vi er taberne, fortsætter hun.
- Vi, der blev født her, må enten flytte til fastlandet, eller vi må bede dem om lov til at gå om bord på en færge. De er blevet herrerne, siger hun.
/ritzau/