New Delhi, 10/05/2025 - 21:05
OVERBLIK: Indien og Pakistan har udkæmpet blodige kampe siden 1947
Regionen Kashmir, som Indien og Pakistan begge gør krav på, har længe været grundlag for stridigheder.
Husnain Ali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et mangeårigt fjendskab mellem Indien og Pakistan er den seneste tid brudt ud igen i kølvandet på et angreb i et indisk turistområde i april.
Konflikten er for alvor eskaleret, efter at Indien sent tirsdag aften dansk tid iværksatte "Operation Sindoor" - et koordineret angreb af knap en halv times varighed mod Pakistan.
Siden har Pakistan svaret igen med angreb, inden det lørdag lød fra USA's præsident, Donald Trump, at Indien og Pakistan var nået til enighed om en våbenhvile.
Få timer senere blev våbenhvilen af Indien dog erklæret brudt. Det skete, efter at der blandt andet havde været meldinger om droneangreb mod en indisk by i Jammu og Kashmir-regionen. Pakistan afviser at have brudt aftalen.
Her kan du blive klogere på konflikten mellem de to nabolande:
* Forholdet mellem de to lande er blevet forværret, efter at militante i april angreb og dræbte 26 personer i et turistområde i den indiske del af Kashmir. Indien mener, at Pakistan støttede angrebet.
* Konflikten går dog flere årtier tilbage, og de to nationer har været i blodige sammenstød og regulære krige med hinanden siden 1947.
* Pakistan og Indien har været i krig tre gange, siden de i 1947 gik fra at være britiske kolonier til at være selvstændige. To af krigene har været udløst af striden om Kashmir.
* Den seneste regulære krig var i 1971, hvor Pakistan indsatte tropper i det daværende Østpakistan for at bremse en bengalsk uafhængighedsbevægelse. Det estimeres, at omkring tre millioner mennesker blev dræbt i den ni måneder lange konflikt, som endte med etableringen af det selvstændige land Bangladesh.
* Siden 1971 har der været en række blodige sammenstød og konflikter mellem de to lande. Blandt andet i byen Kargil i Kashmir-regionen.
* Pakistansk-støttede styrker besatte indiske militære poster i Kargil i 1999. Pakistan trak sig dog fra området efter pres fra USA.
* De efterfølgende år var der fortsat en række sammenstød mellem de to lande. I 2019 dræbte en selvmordsbomber 40 indiske betjente i Pulwama. Indien svarede tilbage med luftangreb over pakistanske områder.
* Samme år skrottede Indien en paragraf i den indiske forfatning, som gav den indiske del af Kashmir, der har muslimsk flertal, særlig status i forhold til autonomi og forbud mod indisk indvandring. Paragraffen havde hidtil forhindret indere - i særlig grad hinduer - i at bosætte sig og investere i Kashmir.
Kilder: AFP, Reuters og Ritzau.
/ritzau/