Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/05/2025 - 11:35

Dansk skuespiller afslører graviditet i dansevideo

I et opslag på Instagram løfter den 29-årige skuespiller Marie Reuther sløret for, at hun skal være mor for første gang.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus

Det er en meget energisk og munter Marie Reuther, der danser i en ny video på skuespillerens egen Instagram-profil.

Og det kan man godt forstå.

Videoen begynder med, at hun danser med ryggen til kameraet, men til sidst vender hun sig om og afslører en stor, gravid mave.

- I anledning af CPH marathon og Mors dag … Wish me luck, skriver den 29-årige skuespiller i opslaget, der er ledsaget af sangen "Push It" af Salt-N-Pepa.

Det er skuespillerens første barn, der gemmer sig i den gravide mave.

Dansen er ikke en fremmed størrelse for Marie Reuther.

Hun er blandt andet kendt fra sin rolle som Joy i TV 2-serien fra 2023 "Dansegarderoben", der handler om kvinderne, som dansede bag Cirkusrevyens store stjerner i 70'erne.

Hendes præstation som Joy skaffede hende prisen som Bedste Skuespillerinde ved Monte-Carlo tv-festival i Monaco.

Hun har også medvirket i fjerde sæson af Netflix-serien "Sex Education" og havde hovedrollen i HBO-serien "Kamikaze" fra 2021.

Marie Reuther danner par med musikeren William Torp, der er søn af sangeren Jette Torp.

Danseskuespilleren blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020.

/ritzau/

Cannes, 22/05/2025 - 13:27

Film med dansk strejf fik 19 minutters bifald ved Cannes

Joachim Triers "Affeksjonsverdi" kan ende med hovedprisen i Cannes. Publikum tog godt imod den ved premieren.

Den norske film "Affeksjonsverdi" har fået en af de mere imponerende modtagelser ved filmfestivalen i Cannes.

I 19 minutter lød der således klapsalver fra publikum efter filmens premiere onsdag aften. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det er ikke usædvanligt, at film ved festivalen får lange klapsalver, men de 19 minutter er alligevel i den høje ende.

"Affeksjonsverdi" er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.

Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.

Joachim Trier har gået på filmskole i Danmark og har desuden en dansk far.

Filmen er desuden co-produceret af det danske filmselskab Zentropa

Filmen handler om to søstre, der sørger over tabet af deres mor. Samtidig vender deres far, som er filminstruktør, tilbage med et manuskript, som han tilbyder en af døtrene at spille hovedrollen i.

Datteren afslår tilbuddet, og faren finder en Hollywood-skuespiller til rollen.

Imens forsøger han at reparere båndene til sine døtre under optagelserne, der foregår i Norge.

- Det lyder så plat, men jeg græd ret meget, da vi indspillede filmen, fordi jeg blev så bevæget af skuespillerne, der spiller medlemmer af en kunstnerfamilie i Oslo, der ikke kan tale med hinanden på trods af forsøg på at fremstå ordentlige, siger Joachim Trier om "Affeksjonsverdi" til AFP.

På rollelisten er skuespillere som Elle Fanning, Renate Reinsve, Jesper Christensen og Stellan Skarsgård.

Joachim Trier har tidligere instrueret film som "Verdens værste menneske", der er den sidste film i hans Oslo-trilogi.

Sisse Graum Jørgensen har tidligere produceret film og serier som "Familier som vores", "Den skaldede frisør" og de oscarnominerede "Druk" og "Jagten".

/ritzau/

Læs Mere >>

Cannes, 22/05/2025 - 13:17

Film med dansk strejf fik 19 minutters bifald ved Cannes

Joachim Triers "Affeksjonsverdi" kan ende med hovedprisen i Cannes. Publikum tog godt imod den ved premieren.

Den norske film "Affeksjonsverdi" har fået en af de mere imponerende modtagelser ved filmfestivalen i Cannes.

I 19 minutter lød der således klapsalver fra publikum efter filmens premiere onsdag aften. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det er ikke usædvanligt, at film ved festivalen får lange klapsalver, men de 19 minutter er alligevel i den høje ende.

"Affeksjonsverdi" er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.

Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.

Den er desuden co-produceret af det danske filmselskab Zentropa

Filmen handler om to søstre, der sørger over tabet af deres mor. Samtidig vender deres far, som er filminstruktør, tilbage med et manuskript, som han tilbyder en af døtrene at spille hovedrollen i.

Datteren afslår tilbuddet, og faren finder en Hollywood-skuespiller til rollen.

Imens forsøger han at reparere båndene til sine døtre under optagelserne, der foregår i Norge.

Joachim Trier står bag film som "Verdens værste menneske", der er den sidste film i hans Oslo-trilogi.

Han har gået på filmskole i Danmark og har desuden en dansk far.

Sisse Graum Jørgensen har tidligere produceret film og serier som "Familier som vores", "Den skaldede frisør" og de oscarnominerede "Druk" og "Jagten".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/05/2025 - 12:59

FAKTA: Så meget kan pensionen vokse på et år

* Hvis man som 30-årig har 100.000 kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig blive anslået til at være omkring 8,8 millioner kroner. Som 70-årig vokser det beløb til 9,3 millioner kroner.

* Hvis man som 50-årig har 1,3 millioner kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig være 5,1 millioner kroner. Som 70-årig vokser det til 5,4 millioner kroner.

Kilde: Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA. Forudsætninger for regneeksempler: afkast er fastsat ud fra Samfundsforudsætningerne 2025, og der er en aktieandel på 50 procent undervejs. Løn starter på 500.000 kroner og øges herefter med inflation.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/05/2025 - 12:59

Pensionsalder hæves igen: Så meget kan din pension vokse på et år

Frankhoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

For årgangene 1971 til 1974 er pensionsalderen hævet til 70 år. Det ekstra år kan øge pensionsopsparingen betydeligt, viser beregninger.

Det er endnu en gang blevet besluttet, at mange danskere skal arbejde længere, før de kan gå på pension.

Folketinget har vedtaget at hæve pensionsalderen med et år.

Det har i første omgang betydning for dem, der er født mellem 1. januar 1971 og 31. december 1974, for de skal nu arbejde, indtil de bliver 70 år. Er man yngre end det, vil ens folkepensionsalder sandsynligvis ende med at være højere end 70 år.

Uanset om man stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet eller er tættere på pensionsalderen, kan en ændring af folkepensionsalderen komme til at påvirke privatøkonomien.

Det fortæller privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Der er fortsat politisk flertal for at følge principperne i levetidsindekseringen, der betyder, at hvis vi lever et år længere, skal vi også arbejde det år længere, siger hun og fortsætter:

- Men Socialdemokratiet har meldt ud, at det er sidste gang, de automatisk støtter op om principperne fra velfærdsforliget.

Velfærdsforliget fra 2006 er en politisk aftale, hvor man blandt andet besluttede, at efterløns- og pensionsalderen skal stige, i takt med at vi lever længere.

Det er nok ikke alle, der er lige begejstrede for udsigten til at skulle arbejde i flere år.

Men ifølge Camilla Schjølin Poulsen kan der være gode penge at hente ved at arbejde et år længere.

- Den helt store økonomiske gevinst er den ekstra årslønning. Derudover bliver der indbetalt til pensionsopsparingen i yderligere et år, og opsparingen kan stå investeret i et år ekstra, siger hun.

Et pensionsselskab investerer opsparingen, så den kan vokse sig større. Og tid er afgørende, når man investerer.

Det ekstra års arbejde kan betyde en forskel på flere hundrede tusinde kroner i pensionsopsparing, viser beregninger fra PFA.

Der er taget udgangspunkt i en årsløn på 500.000 kroner, og aktier udgør 50 procent af pensionsinvesteringen.

- Hvis man som 50-årig har 1,3 millioner kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig være 5,1 millioner kroner. Som 70-årig vokser det til 5,4 millioner kroner, siger hun.

Det svarer altså til en forskel på 300.000 kroner.

Jo længere tid, der er til pensionen, desto større bliver forskellen typisk. Det skyldes især effekten af renters rente, som forstærkes over tid, fordi man også får renter af tidligere renter.

Hvor meget en pensionsopsparing reelt vokser på et år, afhænger dog blandt andet af, hvordan den er investeret, og hvordan markedet udvikler sig i den kommende tid.

Derfor gælder det gamle råd stadig: Undgå at lægge alle æg i én kurv.

- Det vil være bedst at spare op i flere kasser, såsom pension, fri opsparing i banken og friværdi i boligen, siger Camilla Schjølin Poulsen og tilføjer:

- Udfordringen med en pensionsopsparing er, at man skal have en vis alder, før man får lov til at bruge af den.

En fri opsparing vil være den mest fleksible og nemmeste at tage i brug efter behov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv