Santa Fe, 31/07/2025 - 05:06
Dommer afviser Baldwins søgsmål mod anklager fra sag om uagtsomt manddrab
Grundet manglende fremskridt har dommer afvist Baldwins søgsmål mod anklagere i sag om filmen "Rust".
Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En dommer i den amerikanske delstat New Jersey har natten til torsdag afvist et søgsmål, som skuespiller Alec Baldwin i januar indgav mod flere af statens anklagere og en ansat ved politiet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Søgsmålet var rettet mod anklageren Kari Morrissey, som rejste en sag mod Baldwin for uagtsomt manddrab, efter at en filmfotograf blev skudt og omkom under optagelser til filmen "Rust" i 2021.
Også de første specialanklagere på sagen, Andrea Reeb og Mary Carmack-Altwies, og en ansat ved politiet, var der lagt sag an imod.
I søgsmålet blev de tre anklagere og den ansatte ved politiet beskyldt for uberettiget retsforfølgelse og krænkelse af de amerikanske borgerrettigheder.
Dommer Casey Fitch afviste sagen med begrundelse om, at der ikke var sket større fremskridt i sagen i løbet af de seneste 180 dage.
Baldwin - og sagens øvrige parter - har 30 dage, hvor de kan anmode om at få sagen genoptaget.
Skuespillerens advokat er natten til torsdag ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelse om en kommentar.
/ritzau/