København, 31/07/2025 - 10:00
Tjek kogetid og tilsætningsstoffer når du vælger din pasta
Mamma mia, hvor er der mange pastaer i supermarkedet. Hvilken bør man vælge at putte i indkøbsvognen? Her er få gode råd til at gøre betænkningstiden kortere.
Liz Hafalia/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus
Pasta er populært i Danmark. På en gennemsnitlig dag spiser én ud af ti pasta til aftensmad herhjemme. Det viser tal fra Coop Analyse. Men hvordan vælger man den bedste pasta, når der er flere hundrede slags at vælge imellem?
Et af de områder man kan kigge på ved tørret pasta, er kogetiden. Det fortæller journalist og forfatter til bogen "Håndlavet pasta", Sofie Borbiconi.
- Man skal vælge en pasta, der har lang kogetid, fordi det er et tydeligt tegn på, at de ude på fabrikkerne ikke har tørret pastaen ved for høje temperaturer. Pastaen er behandlet mere nænsomt, og det betyder, at den har lettere ved at absorbere saucen, siger hun.
Man kan derfor heller ikke altid stole på henvisningerne på poserne med pasta, da det kan variere, hvor præcise de er.
- Hvis der står på posen, at det skal koge 13 minutter, og det i virkeligheden skal koge 15 minutter, så er det kun et godt tegn. Det betyder, pastaen er tørret over længere tid og på en mere naturlig måde, siger hun.
Riccardo Lara, der er kok og medejer af pastaforretningen Laminata anbefaler, at man køber frisk pasta fra mindre producenter, eventuelt steder, hvor der specialiseres i pasta. Disse steder er man mere sikker på pastaens kvalitet.
- Man bør finde pasta med få og simple ingredienser og uden tilsætningsstoffer for at undgå ultraforarbejdede produkter, siger han.
Et godt tip er også at tjekke efter udløbsdatoen på frisk pasta. Det er dog andre briller, man skal tage på, end man plejer.
- En kortere udløbsdato er et godt tegn, da det betyder, at producenten har brugt færre eller ingen tilsætningsstoffer. Hvis man for eksempel finder ravioli, der udløber om en måned, er der højst sandsynligt tilsat bindemiddel og tilsætningsstoffer, siger han.
Det sidste råd fra Riccardo Lara er, at man skal gøre sig en ekstra overvejelse, inden ingredienserne ryger i indkøbsvognen.
- Jeg anbefaler generelt at gå efter økologiske produkter for at undgå pesticider, siger han.
/ritzau fokus/