Give, 11/05/2025 - 23:30
Motorcyklist dræbt ved færdselsuheld nær Give
Et alvorligt færdselsuheld mellem Vejle og Give medførte, at en person på motorcykel blev dræbt.
Af: /ritzau/
En person er omkommet i forbindelse med et færdselsuheld på Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Give søndag aften.
Der er ifølge Vejle Amts Folkeblad tale om en motorcyklist, der sammen med en medpassager blev alvorligt kvæstet i forbindelse med ulykken.
Den anden person er ifølge vagtchef Halfdan Kramer ved Sydøstjyllands Politi indlagt på hospitalet.
Begge tilskadekomne blev ifølge TV Syd fløjet væk fra ulykkesstedet i en helikopter.
De indledende undersøgelser på steder peger i retning af, at der ikke var andre trafikanter involveret i ulykken.
Politiets teori er, at motorcyklen har ramt en afspærring og er kørt galt.
Sydøstjyllands Politi advarede søndag aften bilister i politikredsen om, at man midlertidigt måtte spærre motorvejen mellem Vejle og Give i vestlig retning.
Det skete på grund af et færdselsuheld, der blev betegnet som "alvorligt".
Anmeldelsen indløb klokken 19.23, og vejen blev genåbnet ved 22.30-tiden.
Men afspærringen betød, at vestgående trafik fra Vejle i nogle timer skulle køre af ved afkørsel 4 og først kunne komme på motorvejen igen ved afkørsel 6.
Det betød ifølge Vejle Amts Folkeblad, at der opstod kø på op mod en halv time på strækningen.
/ritzau/