Aarhus, 18/06/2025 - 17:33
Medier: Der kigges på scenarier for lukning af Aarhus Airport
Ifølge medier er forhandlinger med mulig investor trukket ud og en lukning af Aarhus Airport er nu på bordet.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der bliver kigget på mulige scenarier for en nedlukning af lufthavnen Aarhus Airport.
Det fremgår af en orientering til medlemmer af Økonomi- og Erhvervsudvalget i Aarhus Kommune, som medierne TV 2 Østjylland og Din Avis Aarhus har set.
Orienteringen af sendt fra Borgmesterens Afdeling, som ledes af borgmester Anders Winnerskjold (S).
Det fremgår ifølge TV 2 Østjylland, at "der er rettet henvendelse til staten i forhold til at afsøge muligheder for nationalt engagement i den videre drift af Aarhus Airport".
- Som supplement hertil afsøges også nedlukningsscenarier, lyder det ifølge mediet.
Det skyldes ifølge medierne, at forhandlinger mellem lufthavnen og den mulige investor Fairchild Denmark er trukket ud.
Din Avis Aarhus skriver, at borgmesterens indstilling til byrådet i Aarhus er, at kommunen skal forlænge en garantistillelse på fem millioner kroner til lufthavnen.
Garantistillelsen lyder på i alt 15 millioner kroner og blev givet i marts sammen med de øvrige ejerkommuner, Syddjurs og Norddjurs.
I maj kom det frem, at den østjyske lufthavn var i forhandlinger med en mulig investor. Senere kom det frem, at der var tale om Fairchild Denmark, som er ejet af amerikanske Fairchild Aerospace Corporation.
Dengang lød det, at aftalen endnu ikke var på plads. Dog sagde Fairchild Denmarks direktør til mediet Finans, at man ønskede fuld kontrol over driften af lufthavnen.
- Vi skal have minimum 51 procent af aktierne og have fuld kontrol over ejerskabet, driften og udviklingen af Aarhus Airport, sagde Hans-Henrik Danielsen som er administrerende direktør i Fairchild Denmark til Finans.
Aarhus Airport, der ligger på Djursland, har i flere år kæmpet med dårlig økonomi.
I 2019 skød ejerkommunerne yderligere 200 millioner kroner ind i lufthavnen under forudsætning af, at lufthavnen skulle finde en privat investor, der vil stille med yderligere kapital.
I november sidste år oplyste lufthavnen så, at den havde indgået en betinget aftale med en anden "international investor", der ønskede at overtage aktiemajoriteten i lufthavnen.
Men den aftale blev aldrig underskrevet, og i begyndelsen af maj lød det så, at man havde rettet øjnene mod en ny investor.
/ritzau/