København, 19/08/2025 - 16:19
Klubber er i dialog om at ændre kritiseret kampprogram
De 12 klubber i Superligaen mødtes tirsdag, og der var en god dialog om at ændre kampprogrammet i næste sæson.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter længere tids debat om og kritik af kampprogrammet i Superligaen fra flere klubbers side kan der være ændringer på vej. Ikke i denne sæson. Men måske i næste.
I hvert fald oplyser Divisionsforeningen, at de 12 superligaklubber mødtes tirsdag for at diskutere næste sæsons datoplan.
Et af punkterne på dagsordenen var de danske holds vilkår omkring kvalifikationen til de europæiske klubturneringer.
- Normalvis melder vi ikke noget ud om det, der diskuteres på superligamøderne, men i det her tilfælde ønsker Divisionsforeningen og de 12 klubber at gøre en undtagelse, lyder det.
FC København og træner Jacob Neestrup har været ude med hård kritik af den pressede kalender i starten af sæsonen med både kampe i Superligaen og kvalifikationskampe til Champions League.
I den seneste måneds tid har FCK spillet kampe hver tredje eller fjerde dag.
Også Brøndby og FC Midtjylland har ytret ønske om at justere datoplanen i fremtiden. Og det er blevet drøftet konstruktivt på tirsdagens møde.
- Den årlige proces med at lave den kommende sæsons datoplan er i gang, og der har været en rigtig god dialog, oplyser Divisionsforeningen.
Der er ikke meldt noget ud om konkrete forslag. Men et af ønskerne fra blandt andet FCK er, at der indføres en friweekend uden kampe i Superligaen midt i den europæiske kampagne.
- Der kigges på, hvordan kampprogrammet tilrettelægges bedst muligt i den periode, hvor der er kvalifikationskampe til de europæiske klubturneringer. Der er flere forskellige idéer på bordet, som skal undersøges grundigt.
- Hen over efteråret bliver det arbejdet videre med de forskellige modeller og muligheder, så den kommende datoplan kan blive offentliggjort i det nye år som vanligt, skriver Divisionsforeningen.
/ritzau/