Washington D.C., 20/05/2025 - 18:59
FN: Ingen nødhjælp er uddelt i Gaza endnu
Lastbiler med mad er kommet ind på den palæstinensiske side af Gaza-grænsen, men dér sidder nødhjælpen fast.
Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Der er endnu ikke uddelt noget nødhjælp i Gazastriben, siger FN-talsmand Stéphane Dujarric tirsdag.
Det på trods af, at forsyninger er blevet leveret på den palæstinensiske side af grænseovergangen Kerem Shalom.
- I dag ventede et af vores teams i adskillige timer på grønt lys fra Israel for adgang til Kerem Shalom-området for at hente forsyningerne af mad. Desværre kunne de ikke bringe de forsyninger til vores lager, siger Dujarric.
Israel har i de seneste 11 uger blokeret for, at der kan leveres mad, rent drikkevand, medicin og andre fornødenheder til befolkningen i Gazastriben.
Mandag åbnede Israel så op for, at de første lastbiler med nødhjælp kan køre ind i det sønderbombede område.
Tidligere tirsdag oplyste FN's nødhjælpschef, Tom Fletcher, at fem lastbiler er kommet ind i Gazastriben.
Ingen af dem er nået frem til folk endnu, lød det ligeledes tirsdag morgen.
Over for den britiske tv-station BBC advarede han i samme ombæring om, at hvis der ikke kommer nødhjælp frem, kan op mod 14.000 spædbørn dø i Gaza i løbet af de næste 48 timer.
Fletcher blev af BBC spurgt, hvordan han når frem til tallet 14.000, der af nødhjælpschefen beskrives som "skræmmende".
Han svarede, at FN har "masser af folk" til stede på landjorden i Gaza.
- De er ved sundhedscentrene, de er på skolerne og forsøger at vurdere behovene, siger han til BBC.
Tidligere tirsdag sagde en FN-talsperson, at FN har fået tilladelse til at sende omkring 100 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza.
FN har længe sagt, at der er brug for at lade 500 lastbiler kommer ind i Gaza dagligt.
Desuden har FN længe advaret om, at store dele af de godt to millioner indbyggere i det palæstinensiske område risikerer at sulte.
Flere europæiske lande er begyndt at lægge pres på Israel for at stoppe den udvidede militæroffensiv og lade mere hjælp komme ind til palæstinenserne i Gazastriben.
/ritzau/Reuters