København, 26/12/2024 - 05:30
FAKTA: Den dødbringende tsunami i 2004
Der er gået 20 år, siden en tsunami skyllede ind over en række sydøstasiatiske lande med voldsom kraft.
Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
2. juledag 2004 ramte en tsunami af hidtil uset størrelse og kraft 14 lande omkring Det Indiske Ocean.
Mindst 226.000 mennesker omkom, herunder 46 danskere. Læs her, hvad der skete for 15 år siden:
* Et kraftigt jordskælv målt til 9,1 ryster klokken 07.58,53 et område i havet ud for den indonesiske ø Sumatra den 26. december 2004.
* Indonesiens sensorsystem er blevet ramt af et lynnedslag, og derfor kan landets myndigheder ikke udsende et varsel.
* En del af havbunden bliver presset flere meter i vejret og forskubber 30 kvadratkilometer vand i en tsunami, som spreder sig i hele Det Indiske Ocean.
* Provinsen Aceh i Indonesien bliver først ramt af en 35 meter høj bølge. Den bliver fulgt af yderligere syv store bølger.
* Halvanden time senere når tsunamien frem til Thailand og Myanmar med en ti meter høj bølge.
* Efter to-tre timer rammer bølgen Sri Lanka, den indiske delstat Tamil Nadu og den indiske øgruppe Andamanerne.
* Kystområderne i et dusin andre lande bliver også ramt. De sidste områder, hvor bølgen kan mærkes, er Mauritius, Reunion og Sydafrika omkring ni timer efter skælvet.
* Mindst 226.000 mennesker omkommer, herunder 46 danskere. Over 1,5 millioner mennesker bliver internt fordrevne. Det internationale samfund indsamler omkring 100 milliarder kroner i nødhjælp.
* Omkostningerne i materielle skader er 10 milliarder amerikanske dollar - omtrent 70,2 milliarder danske kroner.
* Jordskælvet, der forårsagede tsunamien, er fortsat det stærkeste jordskælv i verden siden 1964.
Kilder: Reuters, AFP, dpa, CNN, CBS News og USA's Geologiske Undersøgelse (USGS).
/ritzau/