København, 08/06/2025 - 18:42
Dragsted efter afstemning: Stærkt forsvar skal ikke forringe velfærd
Pelle Dragsted (EL) er glad for, at cirka syv ud af ti stemte for forslag om forsvar- og sikkerhedspolitik.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er en tilfreds Pelle Dragsted, der søndag aften i Hafnia-Hallen i Valby evaluerer resultatet af den tre en halv time lange debat om Enhedslistens forsvars- og sikkerhedspolitik.
Debatten ved partiets årsmøde sluttede med en afstemning, som gav opbakning fra omkring syv ud af ti til et forslag fra partiets hovedbestyrelse.
- Jeg er glad for, at vi efter en god og demokratisk debat har slået fast, at Enhedslisten selvfølgelig er et parti, der altid vil arbejde for fred, dialog og konfliktløsning, siger den politiske ordfører.
- Men at vi også anerkender, at i en tid, hvor autoritære kræfter er i fremmarch på begge sider af os, dér skal vi selvfølgelig have et forsvar. Vi skal være i stand til at forsvare vores land. Og at vi selvfølgelig er parate til at bruge de penge, som det koster.
Et flertal i partiets hovedbestyrelse havde stillet forslag om at ændre Enhedslistens forsvars- og sikkerhedspolitik, så partiet blandt andet vil have et stærkt territorialforsvar. Det skal forsvare rigsfællesskabet og Danmarks allierede.
Forslaget blev vedtaget med 250 stemmer for, 101 stemmer imod, mens 14 undlod at stemme.
Kritikere i partiet frygter, at forslaget vil kunne sætte gang i en "oprustningsspiral" til mange milliarder kroner og resultere i, at velfærden i Danmark bliver svækket.
Den køber Pelle Dragsted dog ikke.
- Vi er meget klare på, at vi ikke synes, Donald Trump (USA's præsident, red.) skal diktere, at vi skal bruge fem procent af vores samlede velstand i Danmark på krudt og kugler, siger han.
- Vi er meget klare på, at samtidig med, at vi bygger et forsvar op, så skal vi også have et andet ben i det her, der handler om at opbygge fred og dialog i verden. Vi skal styrke vores udenrigstjeneste og vores diplomati og arbejde for afspænding.
/ritzau/