Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tirana, 09/05/2025 - 17:27

Mads Pedersen åbner Giroen med etapesejr

Efter en perfekt spurt vandt Mads Pedersen fredagens åbningsetape i Giroen foran rivalen Wout van Aert.

Luca Bettini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Smukkere og mere elegant kunne det næsten ikke gøres.

Mads Pedersen havde skrevet en drejebog, og den fuldførte Lidl-Trek til punkt og prikke, så den 29-årige dansker fra Tølløse kunne vinde 1. etape i etapeløbet Giro d'Italia.

Dermed bliver Mads Pedersen den første danske cykelrytter i den lyserøde førertrøje i det italienske etapeløb.

Trods en kuperet rute blev det en etape for de mest holdbare sprintere, og her var Mads Pedersen den stærkeste på dagen.

Mads Pedersen åbnede sin spurt 200 meter fra målstregen, og han holdt de værste rivaler bag sig.

Tættest på var Wout van Aert fra Visma, men han kunne ikke komme forbi danskeren, der var omkring et cykelhjul bedre end belgieren.

Wout van Aert havde på forhånd sagt, at han op til Giroen var ramt af sygdom, og han var i problemer flere gange, da Lidl-Trek satte et højt tempo på de to sidste stigninger.

Flere af Mads Pedersens sprinterrivaler såsom Olav Kooij og Kaden Groves kunne ikke følge med og slap feltet. Dermed var de ikke med i finalen, som kun bestod af de mest hårdføre sprintere.

Mads Pedersen fik god hjælp på etapens sidste stigning af holdkammeraten Giulio Ciccone, der er holdets bedste klatrer.

/ritzau/

København, 05/06/2025 - 09:26

Kongeparret giver 1,6 millioner til ferielejre og sommercamps

Via Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har kongeparret bevilget støtte til 16 projekter.

Ferielejre for udsatte børn, sommercamps for veteraner og rådgivning til voldsramte kvinder er en række af 16 projekter, som kongeparret har bevilget støtte til.

Det fremgår af en nyhed på kongehusets hjemmeside. I alt har parret via Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond uddelt 1,6 millioner kroner til projekterne.

Fonden, som har kongen som bestyrelsesformand og dronningen som medlem, har blandt andet uddelt en kvart million til afholdelse af ferielejre for udsatte børn og unge ved Ungdommens Røde Kors.

Derudover modtager Danmarks Idrætsforbund 100.000 kroner til forbundets soldaterprojekt, hvor der bliver afholdt sommercamps for veteraner.

50.000 kroner er blevet bevilget til Det Grønlandske Selskab til udgivelse af Tidsskriftet Grønland.

Fonden støtter humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige, idrætslige, uddannelsesmæssige, almennyttige og almenvelgørende formål.

Fonden administreres af fondsdirektør Morten Roland Hansen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/06/2025 - 08:00

Dokumentar har givet Kandis nyt liv og nye bekendtskaber

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Over en halv million danskere har set "Kandis for livet", og forsangeren fortæller, at bandet har fået nye bekendtskaber i branchen.

Da dokumentarfilmen "Kandis for livet" udkom på DR TV i 2022, vidste Kandis-Johnny og bandet ikke, hvad der ville ramme dem.

Efterfølgende følte dansebandet, at det blev set med nye øjne og har siden spillet nogle af sine største koncerter til dato.

Tre år efter høster forsanger Johnny Hansen stadig frugterne af omtalen, og torsdag 5. juni optræder han på Plænen til den første af Tivolis seks fællessangskoncerter "Syng med i Tivoli" denne sommer.

- Du fatter ikke, hvad den dokumentarfilm har betydet for os! Det er helt vildt.

- Der er sket så mange spændende ting siden dokumentaren. Det har givet os nyt liv, siger frontmanden.

Da bandet sagde "ja" til at medvirke i dokumentaren, vidste de faktisk ikke helt, hvad det indebar, og processen tog også en drejning undervejs, hvilket måske var medvirkende til store opmærksomhed.

- Det gik fra at være en bandfilm til at handle om mennesker, og om hvordan publikum spejler sig i vores sange, siger den 59-årige forsanger.

Han fortæller, at der nu er rigtig mange mennesker, der har fået øjnene op for, hvad Kandis' musik kan, og hvad bandet betyder for fansene.

Bandet er blevet accepteret af kultureliten, og det har blandt andet udmøntet sig i nye bekendtskaber i musikbranchen og et nyt publikum.

- Der er næsten kommet en helt ny generation til vores koncerter. Tredjegenerationspublikummer. Da vi begyndte at spille musik, var det vores forældres generation, der kom og dansede.

- Så har der været en del år med min egen generation, og nu kommer mine børns generation til mange af koncerterne. De kender også teksterne, siger han begejstret.

Johnny Hansen oplever, at den nye generation lytter mere og har fokus på, hvad der sker på scenen, men ikke har den samme klassiske dansetradition som deres bedsteforældre.

Da Kandis begyndte at spille på blandt andet Sindal Marked for 30 år siden, var det primært den ældre generation, der kom og dansede, og så kom der lidt festligere stemning i slutningen af koncerterne, hvor flere strømmede til.

- Da vi spillede der sidste år, var der propfyldt fra starten, og så var der bare fest og party.

Ifølge ham var dokumentaren og den efterfølgende omtale også medvirkende til, at bandet blev booket til Smukfest for første gang i 2023.

- Det er en af de største koncerter, vi har spillet. Der var næsten 8-10.000 mennesker, og vagterne fik besked på at lukke området, fordi der ikke kunne være flere, siger han.

Kandis blev også booket til at spille på en række andre festivaler.

Her har bandet fået en masse nye venner og bekendtskaber, og det har ført til to nye musikalske samarbejder. Det ene med en af Danmarks helt store hitmagere.

- Vi har lavet et samarbejde med produceren Chief 1, der har produceret tre sange for os. Chief har skrevet to af sangene, og så har Andreas Odbjerg skrevet en sang til os. Så der er nye toner og nye måder at gribe tingene an på, siger han.

Johnny Hansen "rakte selv hånden op" og spurgte Andreas Odbjerg, om han havde noget til dem, og til det svarede hitmaskinen, at han havde noget liggende, der passede lige til Kandis.

Nummeret hedder "Made in China" og skal efter planen ud først på sommeren.

Kandis arbejder på et nyt album, der skal udkomme i efteråret.

Annette Heick er vært for "Syng med i Tivoli", og den danske popduo Souvenirs akkompagnerer Kandis Johnny på spilleplakaten torsdag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/06/2025 - 09:00

FAKTA: Beskyttelse mod opsigelse

* Arbejdsgivere har som udgangspunkt ret til at opsige medarbejdere. Men visse grupper er særligt beskyttede i forhold til opsigelse.

* Opsigelsen må ikke skyldes blandt andet fertilitetsbehandling, graviditet, barsel eller køn. Det er heller ikke lovligt at forskelsbehandle på grund af eksempelvis alder, seksuel orientering, handicap eller etnisk baggrund.

* Det betyder dog ikke, at en medarbejder med særlig beskyttelse aldrig kan blive opsagt. Opsigelsen skal blot være sagligt begrundet - og må hverken direkte eller indirekte hænge sammen med de beskyttede forhold.

Kilder: Dansk Industri, Det Faglige Hus og Krifa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/06/2025 - 09:00

Vordende fædre er også beskyttet mod fyring: Det skal du vide

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sørg for at informere din arbejdsgiver tidligt om graviditet og orlov. Det udløser nemlig en særlig beskyttelse af medarbejdere i forhold til opsigelse.

En plastikpind med to fine streger varsler begyndelsen på et nyt liv, der for altid vil forandre en lille familie.

Og måske bør man allerede på det tidspunkt overveje at orientere sin arbejdsgiver om den positive graviditetstest.

Sådan lyder rådet i hvert fald fra Christine Aarup Bjørnholdt, der er advokat i fagforeningen Krifa.

- Som det er i andre situationer, hvor man helst skal kunne dokumentere noget, hvis det skulle blive nødvendigt, anbefaler jeg også her, at man giver besked skriftligt, siger hun.

Hendes anbefaling kommer på baggrund af en byretsdom, hvor en vordende far fik en godtgørelse på 350.000 kroner for uretmæssig fyring. Krifa førte sagen på vegne af manden, der er medlem af fagforeningen.

Han havde sagt til sin arbejdsgiver, at hans kæreste er gravid, og at han ville holde 14 dages fædreorlov samt tre måneders barsel. Nogle måneder senere blev han opsagt med henvisning til faldende ordretilgang.

En byretsdom kan få betydning i fremtidige lignende sager, men den har mindre vægt end afgørelser fra landsretterne og Højesteret.

Graviditet og barsel hører til de forhold, der udløser en særlig beskyttelse mod fyring. Det betyder, at bevisbyrden vender, så det er arbejdsgiveren, der skal kunne dokumentere, at en opsigelse ikke skyldes eksempelvis barsel.

- Hos Krifa har vi haft en formodning om, at den omvendte bevisbyrde også gælder, når mænd skal på barsel. Nu fremgår det også af dommen, siger hun og uddyber:

- Der er sket markante ændringer med den nye barselsordning. Hvor fædre tidligere som udgangspunkt havde to ugers fædreorlov, har de nu ret til de to uger plus ni uger - altså næsten tre måneders barsel.

Ifølge Christine Aarup Bjørnholdt har vurderingen tidligere været, at to ugers fædreorlov var så kort tid, at det ikke kunne være årsag til en fyring. Der var simpelthen tale om så begrænset en periode, at en arbejdsgiver burde kunne overkomme at undvære en medarbejder.

- De to uger svarer til en ferie. Men med den øremærkede barsel får fædre et længere fravær, som kan have større betydning for driften på arbejdspladsen, siger hun.

I den konkrete byretsdom lykkedes det ikke arbejdsgiveren at løfte bevisbyrden for, at opsigelsen af den vordende far var saglig - altså at den ikke skyldtes ønsket om barselsorlov.

Det har været afgørende for sagen, at arbejdsgiveren var blevet orienteret om graviditeten og ønsket om orlov.

- Hvis denne særlige beskyttelse mod fyring skal træde i kraft og indgå i vurderingen, kræver det af gode grunde, at arbejdsgiveren har fået besked, siger Christine Aarup Bjørnholdt.

- Derfor er anbefalingen herfra, at både kvinder og mænd med det samme orienterer en arbejdsgiver om graviditet.

Kender man sine orlovsønsker, bør man også oplyse dem allerede på det tidspunkt, tilføjer hun.

Den samme anbefaling kommer fra Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

- Det er helt individuelt, hvornår man har lyst til at dele, at man skal være forælder. Men vores anbefaling er også, at man giver sin nærmeste leder besked, så snart man føler sig klar, siger hun og henviser til den særlige beskyttelse mod fyring.

- For kommende fædre gælder det særlige, at graviditeten ikke kan ses. Derfor er det ekstra vigtigt selv at sige det højt, så arbejdspladsen har mulighed for at tage højde for barsel i god tid.

Ifølge Linda Nordstrøm Nissen har Tekniq fået flere henvendelser fra sine medlemmer om mænds barsel, siden øremærket barsel til fædre blev indført, og mænds barsel fylder også mere i branchens overenskomst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv