Haderslev, 03/08/2025 - 16:10
Effektive Sønderjyske straffer FCN-fejl
FC Nordsjælland havde det meste spil, men Sønderjyske var skarpest og vandt på hjemmebane 3-2.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der var effektivitet til forskel, da Sønderjyske søndag slog FC Nordsjælland med 3-2 i Haderslev og tog sæsonens første sejr.
Gæsterne sad på det meste af spillet og skabte en del gode muligheder, men et par fejl i defensiven blev straffet kynisk af Sønderjyske.
Prince Amoaka Junior gjorde ellers sit for nordsjællænderne med en flot scoring, men fejl fra keeper Hjalte Lykke og Lucas Høgsberg i den anden ende blev straffet.
20 minutter før tid øgede Haidara Cherif værternes føring med en flot langskudstræffer, inden Tobias Salquist reducerede i tillægstiden.
Sønderjyske havde i de to første runder skrabet et point sammen efter uafgjort mod AGF og et nederlag på 2-6 ude mod FC Midtjylland og er nu på fire point.
FC Nordsjælland har efter tre kampe tre point, som kom i premieren mod oprykkeren FC Fredericia. Siden blev det i anden runde til et 0-1-nederlag hjemme mod Brøndby inden søndagens nederlag.
Opgøret i Haderslev startede sprællevende på den hurtige regnvåde bane med muligheder i begge ender. Efter ti minutter var værterne først til at udnytte en af dem.
Stopperen Daniel Gretarsson sendte en bold på tværs i feltet, hvor FCN-keeper Hjalte Lykke så skidt ud, inden forsvarskollegaen Maxime Soulas fri foran mål ugeneret sendte bolden i kassen.
Derfra overtog FCN kampen, og i det 37. minut kom gæsterne på omgangshøjde med en smuk scoring af Prince Amoaka Junior.
Den 18-årige ghaneser blev spillet fri i Sønderjyske-feltet. På førsteberøringen lagde offensivspilleren med en kælen inderside bolden over i det fjerne hjørne via overliggeren.
Efter udligningen fortsatte gæsternes dominans.
Særligt Sindre Walle Egeli var særdeles aktiv, og FCN-profilen havde flere nærgående forsøg. Sønderjyske-keeper Marcus Bundgaard afviste dog med et par gode redninger.
Gæsterne formåede ikke at udnytte overtaget, og i stedet straffede Sønderjyske med 20 minutter tilbage en fejl i den anden ende.
Indskiftede Matthew Hoppe opsnappede en svag tilbagelægning fra Lucas Høgsberg Efter et par vævre træk forbi FCN-keeper Lykke bragte han værterne på 2-1.
FCN fortsatte derfra trykket, men udligningen udeblev, og i stedet udnyttede Sønderjyske i tillægstiden en omstilling.
Haidara Cherif viftede voldsomt med armene for at få bolden foran gæsternes felt. Da det endelig skete, svingede han venstrebenet og tordnede bolden op i det nærmeste målhjørne.
I det niende tillægsminut reducerede FCN-stopper Tobias Salquist med et hovedstød, men det kom for sent til, at gæsterne kunne nå mere.
/ritzau/