København, 19/05/2025 - 14:54
Hjemsendt forsvarschef får fire millioner kroner i fratrædelse
Flemming Lentfer må trøste sig med millionbeløb, efter at han sidste år blev fjernet som forsvarschef.
Af: /ritzau/
Tidligere forsvarschef Flemming Lentfer får cirka fire millioner kroner med sig i en fratrædelsesaftale.
Det oplyser Forsvarsministeriet mandag til Ritzau.
Ritzau har søgt aktindsigt i sagen.
Forsvarsministeriet fortæller, at Flemming Lentfer frem til sin fratrædelsesdag 31. maj i år modtager "sin sædvanlige løn og pensionsindbetaling som hidtil".
Hertil kommer altså selve fratrædelsesaftalen.
- FMN (Forsvarsministeriet, red.) betaler til medarbejderen en samlet betaling i størrelsesordenen kroner 4.000.000. Betalingen består af en ekstraordinær fratrædelsesgodtgørelse, ekstraordinær indbetaling til pensionsordning samt betaling for tilgodehavende ferie og andre friheder, skriver Forsvarsministeriet.
Ministeriet oplyser, at 2,075 millioner kroner er et engangsbeløb, mens ministeriet sætter 1,575 millioner kroner ind på Flemming Lentfers pensionsordning.
Resten af pengene i fratrædelsesaftalen går til "feriekompensationstimer, ikke-afholdte feriedage og særlige feriedage, meddeler Forsvarsministeriet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) valgte sidste år at hjemsende Flemming Lentfer med den begrundelse, at han ikke længere havde tillid til den daværende forsvarschef.
/ritzau/