Godt nok var Søren Malling fløjet om på den anden side af jorden, men det føltes, som om han var landet på månen.

Rejsen havde selvsagt været lang, og filmholdet, der var i Japan for at promovere "Kapringen" på en festival i Tokyo, ville bare gerne have noget i skrutten og så i seng.

- Vi spurgte receptionen, om de kunne rekommandere en restaurant i nærheden: "Yes, vi har 24 på hotellet". Are you fucking kidding me?, genfortæller Søren Malling.

- Det var så, fordi der kunne bo 20.000 mennesker. Der var ti etager op og ti ned. Altså ned i grunden. Det var vildt, siger han.

- På lidt plads kan de gøre masser af ting. Der er sindssygt mange mennesker, men der er ikke nogen, der støder ind i hinanden. Det er meget særligt. Men der er også skyggesider.

Holdet havde en guide med. En torsdag aften tog de på bar. Guiden fortalte om firmaer, som tog derind, drak hjernen ud og herefter stod i kø for at svine chefen til.

- Alt skal bare ud, yada, yada, yada, yada. Så får de luft og møder på arbejde igen næste dag. Det var sådan, man gjorde, fortæller Søren Malling.

- Det var en konsekvens, som tiltalte mig på en eller anden måde, siger han.

- Der er en vilje til at lære og en forståelse for, at ting skal hænge sammen, hvor vi er lidt mere kaffe og wienerbrød i Danmark. I den japanske kultur er der noget disciplin og en mentalitet, der er læring i. Der er det den enkeltes ansvar. Du skal skabe dit eget liv.

Søren Malling gad godt hive en måned ud og tage sin hustru og tre børn med for at opleve landet.

Ellers har han ikke rigtigt noget, han ønsker sig, når han fylder 60 år den 3. februar.

- Hvis jeg bliver 80 år - det siger videnskaben, jeg i gennemsnit bliver - så har jeg en fjerdedel tilbage. Det er sgu da meget godt, konstaterer Søren Malling.

- Den livserfaring, der følger med, er vanvittig fantastisk. Jeg er stærkt privilegeret. Jeg er begavet med at have oplevet så mange gode ting, og mit held er, at jeg også har brugt det til noget godt. Så jeg er afslappet, rolig og ikke så bekymret.

Det, der egentlig cirkulerer mest op til den runde dag, er, hvis han bliver overrasket med en stor fest.

- Jeg vil gerne ud og spise med min kone. Jeg vil også godt invitere mine børn hjem. Men sådan en stor fejring har jeg simpelthen ikke lyst til. Det er sikkert meget barnagtigt.

- Så hellere holde det dagen efter eller en eller anden fredag, jeg har lyst til at invitere ti venner: "Skal vi ikke spise en ordentlig middag og drikke os pissestive?". Jeg har ikke brug for opmærksomhed. Jeg bryder mig ikke om det. Det kan være, fordi jeg får det i det, jeg laver, funderer han.

- Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at iscenesætte mig selv. Ikke lige der. Så hellere på tennisbanen eller på jagt. Det er jo også en form for opmærksomhed, siger han og bemærker:

- Ikke udefra, men indefra.

Søren Malling kom til verden i 1964 og voksede op i Kjellerup. En midtjysk flække, hvor man lærte at tage fat.

I skolen var der drama på skemaet. Selv om det fængede ham, var han mere disponeret for håndværk, som han siger det.

Alligevel begyndte han i gymnasiet. Studentereksamen skulle man have, hvis man ville være jurist, som Søren Mallings far mente, var godt.

Men gymnasiet var ikke godt.

Han kedede sig ad helvedes til og blev kaldt ned til rektor.

- Søren, har jeg ikke ret i, at du ikke skal være her?, lød det. Velmenende.

Søren Malling hæver armene i vejret og udbryder et lettet "yes", mens han genfortæller episoden.

- Så gik jeg direkte hen til den lokale vvs'er og spurgte, om jeg kunne komme i lære. Jeg flyttede hjemmefra umiddelbart efter. Der var et eller andet, der drev mig væk.

- Jeg var 16 år og smuttede ud i verden. Siden har jeg stort set ikke vendt mig om, siger han.

Søren Malling fik færdighederne, men aldrig et svendebrev. Han flyttede til Aarhus, flakkede rundt med andre unge, flyttede siden til Fyn, hvor han og en flok frihedssøgende købte en gård, men hurtigt gik bofællesskabet rabundus.

Med ét - eller snarere efter ni måneder - ændredes den flagrende tilværelse. Søren Malling og hans daværende kæreste fik en søn.

På samme tidspunkt var et frø fra skoletiden ved at spire.

- Jeg har aldrig på den måde gerne villet være skuespiller. Men der var et eller andet, der boblede, fortæller Søren Malling.

- Jeg havde lyst til at søge ind på de der teaterskoler. Men jeg vidste ikke helt, hvad det var for noget, og så kunne jeg mærke, jeg blev bange. Og så tænkte jeg: "Det skal kraftedeme ikke hedde sig!".

Søren Malling kom ind i Odense.

Det var en enorm omvæltning fra at have været håndværker til nu selv at være værktøjet.

Det tog et års tid at finde sig til rette.

- Jeg blev jo far som 19-årig. Det gjorde selvfølgelig, at jeg havde en mere stabil tilværelse, og der var noget andet end bare mig selv. Det er jo det, børn kan - fjerne fokus fra en selv, siger han.

På teaterskolen mødte Søren Malling sin hustru, Petrine Agger, som han har sine to døtre med.

De har tilbragt mere end halvdelen af deres liv sammen.

- Det er crazy... Crazy, gentager Søren Malling.

- Det er moren til mine døtre. Alene det er fantastisk. Det er min allerbedste ven, min livsledsager, siger han og fortsætter:

- Der er en stor frihed i at kende hinanden så godt. Vi behøver ikke rigtigt at sige noget altid. Det er ret vildt. Man kan bare ligesom være. Men jeg vil også sige: Vi kæmper.

- Vi har haft nogle ture: Skal vi fortsætte? Skal vi bo hver for sig? Men vi er stadig sammen. Bor sammen. Sover sammen. Er sammen. Det er jeg ret stolt af - der er min kone, hun kan holde mig ud og er glad.

- Skuespillere kan være fantastiske. Men også røvbesværlige. Vi kan være så selvcentrerede i forhold til vores arbejde nogle gange.

Allerede inden Søren Malling blev færdiguddannet skuespiller i 1992, fik han kontrakt på Odense Teater. Men kort efter sagde han det lukrative job op.

- Der er noget forstemmende over det. Det er tit tilbageskuende, og jeg keder mig sgu lidt for at være ærlig. Dermed ikke sagt, at alt, der bliver sprøjtet ud af tv og film, er pissegodt. Men jeg trivedes ikke på teatret, fortæller Søren Malling.

- Jeg var en sur, gammel kælling, og så var jeg nødt til at sige "timeout".

Han ernærede sig som arbejdsmand, murede og lagde gulve, fik småroller og lavede reklamer - for køkkener, kødpålæg og et teleselskab - og blev radiovært på Nova.

Han tog til de castings, der dukkede op - blandt andet i begyndelsen af karrieren på "Nattevagten", som dog gik til en ung gut ved navn Nikolaj Coster-Waldau.

Når man er sin egen vare, føles fravalget - især i begyndelsen, hvor man stadig er ved at lære gamet - personligt, og Søren Malling har mærket skuffelsen og misundelsen.

Det kan man også blive en sur gammel kælling af, som Søren Malling udtrykker det. Og mest af alt ked.

Branchen er benhård. Men det har ikke afskrækket hans døtre. Men det har affødt ængstelighed i ham, der udspringer af omsorg.

- Det er en fars bekymring for: "Fuck, det bliver svært". Jeg håber, de er udstyret med noget af det, jeg har nu: ikke at lade sig slå ud. Det er en stor del af være skuespiller. Desværre. Men så er jeg der.

Ikke som filmstjerne, men som far - jævnfør kritikken om såkaldte nepobabyer, altså børn af berømtheder, der får karrierer, der ligner forældrenes.

- Jeg har sagt til dem: "Jeg støtter og bakker jer op. Men har I brug for hjælp, skal I gå et andet sted hen". Jeg vil ikke være ham, der skal stå til ansvar for, om det lykkes eller ej. Det var svært for dem i starten - de blev skidesure, siger Søren Malling nøgternt og fortsætter så:

- For mig handler det måske også om den måde, jeg selv lever. Jeg har aldrig lagt mig ned på ryggen: "Jeg kan ikke finde ud af det, hjælp mig!". Det håber jeg også, at de har lært... Eller det kan jeg se, de har. De er nogle søde børn. De er gode, pissegode, og har benene på jorden.

- Jeg er stolt. Stolt over, at de har stamina. Det er bare ikke det samme som at sige, at det lykkes. Nogle gange så skal der et eller andet til...

Søren Malling knipser.

- ... så havner man lige dér i dén rolle i dén sammenhæng på dét tidspunkt.

Søren Malling er det, man kalder en "late bloomer".

Han var i begyndelsen af 40'erne, da han fik sin store gennembrud i "Forbrydelsen" som makker til Sofie Gråbøls vicekriminalkommissær, Sarah Lund, der skulle opklare, hvem der havde myrdet Nanna Birk Larsen.

Siden fulgte DR-dramaet "Borgen", den oscarnominerede film "En kongelig affære", og så fik han sin første hovedrolle i "Kapringen".

Med den fik han karrierens første Robert-pris. Samme år blev han tildelt Lauritzen-Prisen, en af branchens ældste hædersbevisninger.

Karrierens anden Robert-pris fik han i 2017 for dramaet "Forældre", der også indbragte ham en Bodil-statuette. Den anden modtog han året efter for "Den bedste mand".

Netop nu er Søren Malling biografaktuel i den sjette filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q, "Den grænseløse", og så har han en af de bærende roller i den kommende TV2-serie "Graverne".

- I dag siger jeg ikke ja til alle castings. Det skal sige mig noget. Men det er også et privilegie, jeg har opnået. For 20-30 år siden havde jeg nok sagt ja til det hele. Det handler om tid, siger Søren Malling.

- Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Nu lyder det, som om jeg er ved at gå af, så jeg vil i stedet sige: Jeg har haft, jeg har stadig, og jeg ser frem mod mere.

/ritzau/